Er ist wieder da (2015)

Herligt kompromis- og frygtløs tysk komedie, der vækker selveste Adolf Hitler til live i en komisk ramme med masser af national selvironi og racistisk perspektivering.

Ikke for enhver smag
"Er ist wieder da" er helt grundlæggende en fjollet idé og bestemt ikke en film for enhver smag. Flere vil sikkert rynke på næsen og mene, at man ikke kan tillade sig at "spinde guld" på en så centralt forhadt historisk person som Adolf Hitler.

Begavet ironisk distance
Men det er netop det, der er filmens begavede ironiske distance: Handlingen er centreret om at spinde guld på Adolf Hitler. Da han pludselig i 2014 vågner op til dåd i et krat på parkeringspladsen over ruinerne af Førerbunkeren, er der selvsagt ikke nogen, der tror på, at han er den virkelige Hitler.

Den ægte vare
Inden længe bliver denne vellignende og formodede Hitler-kopi således et enormt tysk mediefænomen og deltager i talrige talk shows og tv-programmer. Udtalelserne, sproget, diktionen og holdningerne minder skræmmende meget om den ægte vare, men folk antager, at denne komiker bare har et usædvanlig stort talent.

Begavet folkeligt-enkel stil
Filmen indfanger i sin begavet folkeligt-enkle stil blandingen af foragt og fascination, når Hitler dukker op på tv og i gadebilledet. Det opnår man blandt andet ved at bruge en lang række helt almindelige menneskers reaktioner og interviewe dem til nogle af de tv-udsendelser, der lukrerer på det nyopdagede fænomen.

I dyb respekt
Oliver Masucci gestalter Adolf Hitler ualmindelig stærkt. Med sans for filmens grundlæggende komiske tone, men alligevel i dyb respekt for den aparte dobbelthed og alvor. Han – Adolf Hitler – er jo i handlingen også den eneste, der tager tilværelsen og sig selv dybt alvorligt. Og han soler sig i den popularitet, han opnår, fordi det tyske folk opfatter ham som en dygtig komiker, samtidig med at de får kuldegysninger, når han folder sig ud på særdeles velklingende Hitler'sk.

Racismen blomstrer
Medie-genfødslen afstedkommer om ikke andet en folkelig debat, og racismen blomstrer også op i forskellige sammenhænge omkring den arrige og veltalende østriger. Det er herligt politisk ukorrekt, modigt og anderledes, og filmen fortjener ros for både sit mod, sin stil og sin både komiske og alvorsfulde perspektivering.

Den rette sammenhæng
Der er en del musik undervejs, men oftest fungerer den som historiske links, fx når Wagner toner frem, når der i handlingen opstår den helt rette historiske sammenhæng.