Brand-Børge rykker ud (1976)

Ib Mossins instruktørkarriere var i høj grad præget af lavmålstyngede farcer, og de fleste af hans film som singleinstruktør blev bl.a. finansieret gennem product placements og sponsorater.

Sponsoreret makværk
"Brand-Børge rykker ud" er ingen undtagelse: Her præsenteres allerede i forteksterne flere sponsorer, inklusive de kager, der er vigtige for filmens "handling". Det er nemlig i en bagerkage, at der er gemt en diamant, som ihærdige bagmænd nu vil have fingre i, men det er svært, når Poul Bundgaard og Ulf Pilgaards oliebilschauffører bagvendtsnakkende (!) spiller dem flere pus.

Tankbilen på banen igen!
Med Korch-filmatiseringen Fætrene på Torndal (1973) i skarp erindring, ventes blot og på den OK-sponsorerede tankbil, og den indfinder sig da også fra allerførste scene!

Bund- og Pilgaard
Det er i denne vogn, Bund- og Pilgaard fjoller rundt og uvidende kommer i besiddelse af en diamantkage. Mange af de actionprægede scener er i øvrigt filmet fra luften, idet en lille, vaks helikopter indgår i plottet.

Stoltserende pilotinde
Sonja Oppenhagens stoltserende pilot er en kvinde med pep (og lyder da også navnet Pep) – i ledtog med diamantbagmændene. Hun giver sin lille maskine gas og flyver om hjørner med politiet, men de to kække oliemænd skal vise sig langt mere (olie)glatte.

Utålelige farceløjer
Ib Mossins iscenesættelse er så godt som ikke-eksisterende, og de utålelige farceløjer skriger til himlen i deres fladpandede krukkeri. Ganske vist er Bund- og Pilgaards chauffører en tand mere tålelige end Karl Stegger og Arthur Jensens i Torndal-filmen, men replikkerne er ved gud mere end skrækkelige.

Aparte og pinlig
Kai Løvring er kørt i (aparte og pinlig) stilling som den bundforhutlede krofatter, der taler i falset og vildelse. Axel Strøbye er tyndplat i filmens titelrolle, og der er heller ingen form for formildende omstændigheder på birollesiden.

Ingen anmelderroser
Med henvisning til de "snavvendt-bakkende" chauffører brugte en anmelder meget sigende overskriften: "For binegridere". Der var ingen anmelderroser at finde overhovedet, forståeligt nok: "Lagkagekomedie uden flødeskum", "Det er synd for publikum", "Ufattelig dårligt", "Værre ynk", "Det rene optrækkeri", "Tarvelig og talentløs" og "Gode komiske talenters vilde kamp i mudderhullet." Ole Høyers musik er ligeså kæk, som den klinger hult i dette bundløse filmmakværk.