The Graduate (1967)

Dustin Hoffman fik sit store gennembrud i Mike Nichols' veloplagte kærligheds-komedie "The Graduate" fra 1967. Her spiller Hoffman den snart 21-årige Ben Braddock, der er bekymret over sin fremtid. Hans far og mor er selvfølgelig overbevist om, at sønnen vil gå den slagne vej og uddanne sig videre og blive til noget stort.

Tydeligt usikker
Men sådan bliver det ikke. Ben vælger at holde fri - i hvert fald nogle måneder - hvilket ikke just falder i god jord hos forældrene. En gammel ven af familien, den midaldrende kvinde Mrs. Robinson, falder for Bens tydeligt usikre udstråling og beslutter sig for, at hun vil forføre ham.

Hemmelig elskov
Det lykkes, og efterhånden bliver deres hemmelige elskov et fast dagligt element, hvor de mødes på et fornemt hotelværelse i byen. Det giver kun problemer, da Mrs. Robinsons unge datter Elaine vender hjem til byen.

Bens forældre presser ham til at invitere den smukke pige ud. Hvilket resulterer i, at Mrs. Robinson bliver meget jaloux og får Ben til at afsløre deres hemmelige elskov.

Hvad gør man nu?
Det kan Elaine (naturligvis) ikke holde ud at høre om, og Bens chancer for at erobre den noget mere jævnaldrende kvinde synes tabte. Men Ben giver ikke så let op. Han fortsætter til den bitre ende - opsøger Elaine og beder hende gifte sig med ham. Men i mellemtiden har Elaine giftet sig med en slesk stræber. Hvad gør man så?...
 

Bedst i starten

"The Graduate" er afgjort bedst i de første tre kvarter. Anslaget er filmens bedste del. Siden bliver stilen lidt for poppet, temaet lidt for genkendeligt og handlingen lidt for forudsigelig.

Vidunderlig Hoffman
Dustin Hoffman er vidunderlig som den frustrerede "voksne" unge mand, ligesom Anne Bancrofts portræt af den midaldrende, forsømte og sex-lystne frister er helt fantastisk.
 

Flot i enhver indstilling

Mike Nichols vandt en Oscar for sin håndfaste og eksperimenterende instruktion. "The Graduate" er flot i enhver indstilling, og der er et hav af tekniske raffinementer, der er værd at lægge mærke til. Simon og Garfunkels karakteristiske sange gentages lidt for mange gange.