The Great Outdoors (1988)
Midt i den store skov nyder en lille familie en rigtig ferie, lige indtil familiens plageånd lægger vejen forbi.
JOHN CANDY I TOPFORM
Passabel komedie om en amerikansk kernefamilie, der tager på hytteferie for rigtig at komme hinanden ved i en intens uge. Der er lagt i kakelovnen til alletiders afbræk fra storbylivet, og måske kan farmand endda komme lidt tættere på sin halvstore søn.
Hyggen spoleres
Men hyggen spoleres imidlertid, da et gammelt vennepar med deres to små tvillingepiger kommer uanmeldt på besøg med fuld oppakning. De viser ingen nåde, nu skal der rigtig hygges igennem, og de slår sig ned på ubestemt tid.
Larm & ulidelighed
Opholdet bliver nu i stedet en kamp på larm og ulidelighed. Den ene irritation overstiger den anden, og helt ude på overdrevet og usandsynlighden, naturligvis, som følge af den alt for overgearede crazy comedy-iscenesættelse af Howard Deutch.
Livets facetter
I kulissen finder den store knægt sin første kærlighed, hvilket står som et temmelig mislykket forsøg på at drage andre af livets facetter ind i filmen. For fokus er helt og holdent på venneparskomikken imellem Dan Aykroyd og John Candy, det meste andet er sådan set bare fyld.
Vidunderlige Candy
Filmens morskab ligger således også helt og holdent i vidunderlige John Candy og hans samspil med Dan Aykroyd. John Candy evner at se så hadefuld og rasende irriteret ud samtidig med at han griner kunstigt og smiler - og det er alle pengene værd, ganske enkelt. Candys komediekunst evner at løfte de fleste dårlige komedier over bundgrænsen.
Et bjørnebesøg
Som filmens tåbelige danske titel, "Ferie med bjørn på", antyder, optræder en værre vildbasse af en bjørn også i handlingen - så de ufrivilligt samboende familier for en stund får noget helt andet at tænke på. Bjørnen rykker nemlig helt tæt på feriehytten og har ikke sådan i sinde at vige tilbage for en tyk mands armbevægelser.
Ikke i balance
Manuskriptet af John Hughes har således sine forcer særligt i de John Candy-øremærkede scener men er ellers ikke i balance. Thomas Newmans musik læner sig trygt og godt op ad komediegenrens stereotyper og er for en "sikkerheds skyld" anvendt rigeligt som stemningsunderstøtter.
Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1988, USA, Farce, Komedie, Børn på film, Dyr på film, Teenagere, 90 min.
Dansk titel: Ferie med bjørn på- John Candy (Chet)
- Dan Aykroyd (Roman)
- Stephanie Faracy (Connie)
- Annette Bening (Kate)
- Chris Young (Buck)
- Lucy Deakins (Cammie)
- Hilary Gordon (Cara)
- Bart the Bear (The Bear)
- Robert Prosky (Wally)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation