Im Labyrinth des Schweigens (2014)

Temmelig tør og unødvendigt langtrukken tysk selverkendelse: "Tavshedens labyrint" gør op med fortidens synder og spøgelser og bidrager med (endnu) en perspektivering af synet på forbrydelserne, da først de kommer op til overfladen.

Nazister i det tyske samfund
Den unge jurist Johann Radmann aner stort set intet om de nazistiske forbrydelser under 2. verdenskrig, da han i 1958 ved et tilfælde bliver opmærksom på Auschwitz – og at det tyske samfund er smækfuld af naziforbrydere i helt almindelige jobs, bl.a. en skolelærer.

En øjenåbner af karat
En øjenåbner af karat for den hårdtarbejdende unge Johann, der hurtigt havner på dybt vand og erfarer, at det bestemt ikke er alle, der er interesserede i at grave i fortiden og genere velfungerende tyske statsborgere. Herregud, det er jo fortid, og den har de forsøgt at lægge bag sig i over ti år.

Ingen detaljer under radaren
Filmen er i italienske Giulio Ricciarellis iscenesættelse meget grundig og lader ikke en eneste detalje gå under radaren i Johanns omfattende efterforskning af nazifortiden. I det store og hele opleves "Im Labyrtinth des Schweigens" som en skrivebordsfilm: Fakta, historik og jura står på nakken af hinanden – og dét bliver hurtigt kedsommeligt.

Mere olie efterlyses
Mere reel konfrontation med nazister, mere blod, sved og tårer og mindre selvransagelse og udvidelse af almenhistorisk viden for unge tyskere... så havde vi ganske givet haft mere olie at vende og stege filmoplevelsen i.

Visuelt poleret
Det er samtidig en visuelt meget poleret film, der er gennemforudsigelig i alt fra kameraføring til hvornår og i hvilket lune, filmmusikken dukker op. Pænt og professionelt, men også hér uden den fornødne kant til at ridse i glanspoleringen.

Pænt og ligetil
Alexander Fehling præsterer pænt og ligetil i hovedrollen som Radmann, men modspillet fra fx helt oplagt dedikerede nazister udebliver, og blandt "de gode" præsteres også blot forventeligt.