Meru (2015)

Uhyggeligt flot bjergbestigerdrama i dokumentarisk forklædning: Med et stort hold af fotografer for enden af linen følger vi tre eliteklatreres dobbeltforsøg på at nå toppen af Mount Meru i Himalayabjergene. Ingen har gennemført den ekstremt svære klatring før.

Fluen på væggen
"Meru" udmærker sig dokumentarisk ved at være fluen på væggen, når bjergbestigningen planlægges og gennemføres – eller i første omgang forsøges gennemført. Her er ikke alt for mange udenomsærinder. Det begrænser sig til møder med en enkelt ekspert og et par koner og kærester hjemme på sikker grund.

Bjergtagende perspektiver
Efter en regulær appetitvækker, hvor Himalayabjergene sættes i bjergtagende perspektiv oppefra, fortælles bjergbestigernes historie og deres determination udi som de første at komme helt til tops. Det står meget hurtigt klart, når vi som tilskuere præsenteres for den nærved umulige stigning, at missionen ikke bliver ufarlig – men snarere er halsløs gerning.

I sneorkanens øje
Efter et mislykket forsøg og en drabelig ulykke, der meget nær koster en af klatrerne livet, planlægges et nyt forsøg med flere forsyninger og kameramænd, og snart er vi i både sneorkanens og det iltfattiges øje. Indre og ydre dramaer udspiller sig, når en smule søvn opnås i et telt, der hænger ud over afgrunden.

Håndfladesvedt autenticitet
Dokumentaren har både den helt rigtige dramatiske kurve og den svært håndfladesvedte autenticitet til at højne oplevelsen mod de 6 kilometer. Det bliver et visuelt ubegribeligt smukt møde med den absurd smalle klippetop, hvor de tre frygtløse mænd på en eller anden måde får kantet sig sammen.

Svulstig musik
J. Ralph har begået en sine steder lidt for svulstig underlægningsmusik. Der er mange intense scener, hvor man meget gerne havde være kunstfyldet foruden og i stedet have nydt godt af naturens egne og særdeles vilde lyde.