The Stanford Prison Experiment (2015)

Man kunne have kaldt "The Stanford Prison Experminent" for filmet teater, hvis ikke det lige var fordi, den teatralske handling er en dramatisering af virkelige begivenheder. Og tilmed ganske mentalt krybende begivenheder, der viser, hvor langt ud ad en tangent et simpelt eksperiment kan bringe deltagere og forskere.

En fiks idé
En psykolog har fået dén fikse idé at rekruttere en række universitetsstuderende til et "lille eksperiment": De unge mænd, der indgår i forsøget, får en beskeden betaling og skal være på døgnet rundt.

Magtspil og uligevægt
Psykologen vil observere, hvordan de unge mænd påvirkes, når han simulerer et fængsel på universitetsgangene. Halvdelen af deltagerne skal agere indsatte, den anden halvdel fængselsbetjente. Og så kan man næsten regne ud, at der opstår et magtspil og en uligevægt, når først alvoren melder sig. For særligt "fængselsbetjentene" viser sig at tage rollen særdeles alvorligt.

Intens udvikling
Filmen udvikler sig kun mere og mere intenst, i takt med at det iscenesatte vanvid går under huden på de unge mænd. Og preller tilsvarende af på psykologen og hans folk, der betragter de tiltagende ubehagelige scener på en monitor.

Fare for sammenbrud
Der er fare for deciderede mentale sammenbrud, uden at psykologen griber ind. Han vil hellere se, hvor det kan bære hen. Og hvad skal der blive af de oprindelige venskaber mellem de unge studerende ovenpå oplevelser, hvor den ene part i dén grad er blevet ydmyget og tilsvinet af sin "fængselsbetjent?".

Glade vanvidsscenarier
Det er disse glade vanvidsscenarier, der rammer så hårdt og effektivt i Kyle Patrick Alvarez’ fine iscenesættelse. Stort set hele handlingen udspiller sig i "fængsel", og tilskueren bliver en del af eksperimentet på godt og ondt.

Fine præstationer
Der er fine præstation fra mange af de unge mænd. Michael Anganaro formidler den opblomstrende dæmon i rollen som en af "betjentene", mens Ezra Miller er i lige dele foragt og sammenbrudsrisiko som "indsat". Enkel iscenesættelse med fokus på det uundgåeligt kliniske udtryk, og i lange scener helt fritaget for musik.