The Last of the Mohicans (1992)

På trods af 66 stuntmen og uhyre flot teknisk arbejde formår denne storfilm alligevel at kede tilskueren. Man fornemmer det allerede fra starten, der måske nok er indbydende på mange måder, men som virker ret lad og umotiveret.

Ihærdige forsøg
Desværre følger resten af filmen samme kedelige opskrift, og instruktør Michael Mann kan ikke stille noget op, selvom det er tydeligt at se, at han gør ihærdige forsøg. Nu er kedelig måske et usædvanligt ord at bruge om en historisk eventyrfilm, hvor blodige slag mellem engelske soldater og indianere samt indianerstammer imellem udgør hovedelementerne.

Halvvågne tilskuere
På den anden side er det netop hvad man gør: keder sig. Når der endelig kommer lidt gang i handlingen, er man kun halvvågen og har svært ved at blive imponeret.
 

Virkelig flot filmet

"The Last of the Mohicans" er virkelig flot filmet, og vel at mærke fra start til slut. Mens man halvsover, er det skønt at kunne nyde de smukke naturbilleder fra vilde skove og enorme vandfald, de flotte opsætninger af kampene samt de meget smukke kostumer.

Overdramatiserende
Hvis man da evner at abstrahere fra den alt for dominerende og overdramatiserende underlægningsmusik af makkerparret Trevor Jones & Randy Edelman.