Mary Reilly (1996)

Visuelt stemningsmættet men også indholdsløst drama, der omhandler den velkendte doktor Jekyll og hans "assistent" Mr. Hyde. Og først og fremmest disses stuepige Mary Reilly. Filmen fortælles nemlig gennem hendes øjne: Hvordan hun gradvis opdager, hvad dr. Jekyll og mr. Hyde render og laver.

Slående lighed
En dag samler husets herre, dr. Jekyll sit hold af stuepiger og butlere for at fortælle dem, at han vil ansætte en assistent kaldet mr. Hyde. De skal tage godt imod ham og behandle ham vel. Det bliver Mary Reilly, der først gennemskuer ligheden mellem de to videnskabsmænd.

Ind bag maskerne
Det tager ganske vist meget lang tid, inden det går op for hende, at dr. Jekyll og mr. Hyde er én og samme person, men dog er hun væsentlig hurtigere end resten af husets personale. Langsomt - og ubehageligt - føres Mary Reilly ind bag maskerne og ind i husets herres virkelige sjæl. Dr. Jekyll og mr. Hyde betror sig nemlig hellere end gerne til Mary Reilly.

Blodigt laboratorium
Hvad videnskabsmændene foretager sig med de blodige menneskeorganer, de henter ude i byen, hvis de da ikke selv har begået mordene, ligger langt over Mary Reillys fatteevne, men hun kan fornemme, at der er noget helt galt. Alligevel er mr. Hyde tæt ved at forføre hende i sit blodige laboratorium.

Farveløst
Julia Roberts præsterer her langt under niveau. Det er næsten ikke til at holde ud at se hende traske rundt i stuepigeuniform med en konstant skyldbetynget udstråling. Det er utroværdigt og farveløst: Roberts skyder nakken frem, gnider hænderne og ser sig uroligt omkring med rullende øjne i ét væk.

Vanvidsgnister
Der er måske sammenlagt et minut, hvor hun ikke fremtræder lige netop sådan. Så er der mere gods i John Malkovich, hvis bevidst beroligende og alfaderlige udstråling flot supplerer det vanvittige, der slår gnister, når videnskabsmanden rigtig kommer frem i ham.

Ensidig historie
Tidsbilledet er flot, George Fentons musik alt for svulsti. Men det er i sandhed en meget tynd og ensidig historie, der ikke på noget tidspunkt kan hverken kradse, bide eller sparke noget stof til eftertanke ind i tilskueren.