Mr. Jones (1993)

Drama på halvblus om en psykiater, der bryder alle gældende regler og forelsker sig i sin maniodepressive patient. Instruktør Mike Figgis er en mesterlig personinstruktør, og også i "Mr. Jones" får han det bedste ud af sine skuespillere.

Atypisk Gere-rolle
Richard Gere er fremragende i en for ham ganske atypisk rolle, og den på det tidspunkt temmelig ukendte svensk-amerikaner Lena Olin er bestemt heller ikke værst. Men hvor skuespillet er godt, kniber det til gengæld med at holde dampen oppe i historien. Den er anderledes, jovist er den det, men den byder ikke på noget, der kan sætte følelserne i kog.

Harmløs sygdom?
Man fornemmer aldrig rigtig hovedpersonens sygdomsalvor, og gennem filmen får man den opfattelse, at sygdommen vist egentlig er ganske harmløs. Hvad den jo ikke er.
 

Har det godt, som han har det..

Mr. Jones giver allerede tidligt i filmen prøver på sin noget specielle adfærd, da han går helt ud på den yderste spids af et tag og kun med nød og næppe bliver reddet fra et forsøg på at flyve. Senere møder han psykiateren Elizabeth Bowen, der stædigt forsøger at få Mr. Jones til at tage sin medicin. Men han vil ikke og hævder, at han har det glimrende, som han har det.

Humørsvingningernes skærgård
Sygdommen er jo humørsvingningernes skærgård, og også Mr. Jones må igennem grufulde depressioner ovenpå hver ekstatiske glædesrus. Psykiateren anbringer ham på en institution, hvor man sørger for, han tager sin medicin, og Mr. Jones viser efter nogen tid atter sit lune smil.

Forførende smil
Det er dette smil, der forfører psykiateren, og hun kan ikke modstå fristelsen. Nu er hun fanget i lovløshedens net, og kærligheden er jo som bekendt ikke nem at stoppe.

Halsbrækkende totalbilleder
Smukt fotograferet, bemærk især de halsbrækkende totalbilleder fra skråtstillet fugleperspektiv, hvor Mr. Jones står på planken højt over jorden. Der er stof til eftertanke i dén indstilling.