Mona Lisa (1986)

    En chauffør for en callgirl bliver bekymret og blander sig i hendes farefulde tilværelse.


    SPÆNDINGEN AFTAGER

    Bob Hoskins er i storform i denne opfindsomme men også tamme historie om en tidligere straffet, der bliver chauffør for en fuldtids-callgirl. Til at starte med er det et rædselsfuldt job, de to går hele tiden fejl af hinanden.

    Pengegriske alfonser
    Men med tiden lykkes det dem dog at opbygge et nogenlunde gensidigt varmt forhold, således at chaufføren nu også føler et vist ansvar overfor pigen. Han begynder at efterforske callgirl- og prostitutionsindustrien med foruroligende resultater om mishandlede småpiger og pengegriske alfonser.

    Mishandlinger
    Han begynder at få mistanke om, at hans "arbejdsgiver" måske også bliver mishandlet. Men nytter det alt sammen noget, eller ledes han blot ind i miljøet uden mulighed for at komme ud igen. Og er callgirl'en overhovedet taknemmelig for det, han gør for hende?

    Bleg forestilling
    "Mona Lisa" er en noget bleg forestilling. Historien er god men mister hen ad vejen mere og mere af den intensitet, der præger filmens første halve time. Det er tydeligvis meningen, at spændingen skal tiltage, og at historien skal åbne sig og give uventede afsløringer, men desværre er virkningen den modsatte.

    Storbyens mørke sider
    Neil Jordans billede af den engelske storbys mørke sider er fascinerende og ind imellem skræmmende. Bob Hoskins spiller dygtigt den lille mand fanget i det store spil, og han blev nomineret til en Oscar for sin præstation. Skuespillet er generelt godt, bemærk især Robbie Coltrane i birollen som Georges mystiske ven Thomas.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1986, Storbritannien, Drama, Krimi, Romantik, 99 min.

    Dansk titel: Mona Lisa
    Instr: Neil Jordan Prod: Stephen Woolley, Patrick Cassavetti Manus: Neil Jordan, David Leland Foto: Roger Pratt Klip: Lesley Walker Mus: Michael Kamen
    Priser
    • AAN - Bedste skuespiller (Hoskins)
    • CAN - Bedste skuespiller (Hoskins)
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering
    • GG - Bedste skuespiller (Hoskins)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (Tyson)
    • GG-N - Bedste manuskript