Mouse Hunt (1997)

    En lille mus gør livet surt for to klodsede brødre, der netop har arvet et stort hus.


    MUS & MÆND

    Dette er en så tydelig viderebygning på Alene hjemme-filmene, at det næsten ikke er til at bære.

    Bøvet broderpar
    Et bøvet, superdumt broderpar overtager efter faderens død en sejlgarnsfabrik og et kæmpemæssigt hus (eller slot om man vil).

    Muse-sabotage
    Sejlgarnsfabrikken giver stort underskud, og brødrene er vilde efter at skaffe nogle penge. Det viser sig, at huset er en formue værd, fordi det er tegnet af en meget kendt arkitekt. Men: Brødrene bliver i dén grad saboteret af en eneste lille mus, som er meget klog og snarrådig - og i tilgift nuttet.

    Et par morsomme scener
    Hvad stiller man op? Musen driver gæk med brødrene - og det udløser en sjælden gang imellem en morsom scene. End ikke en garvet musefænger (i morsom skikkelse af Christopher Walken) kan gøre noget ved musen, og så ender det hele i fattigdom og plathed.

    Børnehumor-klichéer
    Historien er skræddersyet efter dybt uoriginale børnehumor-klichéer. Samtidig synes filmen periodevis for hård og uvenlig til, at den kan serveres for de mindste. William Hickeys sidste filmrolle.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1997, USA, Komedie, Familie, Dyr på film, 94 min.

    Dansk titel: Mus i eget hus
    Instr: Gore Verbinski Prod: Bruce Cohen, Tony Ludwig, Alan Riche Manus: Adam Rifkin Foto: Phedon Papamichael Klip: Craig Wood Mus: Alan Silvestri