Me and Earl and the Dying Girl (2015)

Tematisk beslægtede film:

Igby Goes Down (2002)

Restless (2011)

Me and Earl and the Dying Girl (2015)

Hjerteskærende skæv og beundringsværdig direkte tilgang til en lille håndfuld af livets store spørgsmål, herunder døden. "Me and Earl and the Dying Girl" fjerner allerede paraderne i sin titel.

Partnere i livet
Teenagerne Greg og Earl er mere partnere i livet end venner. De hænger ud sammen både i gymnasiet og fritiden og har som hobby at genindspille små korte udgaver af filmklassikere under friske nye titler.

Akavet venskab
Da nyheden om skolekammeraten Rachels leukæmisygdom rammer Greg, er det gennem hans emsige mor, der insisterer på, at Greg skal tilbyde sit venskab til den syge pige, uanset om dette måtte synes både akavet og iscenesat.

Ingen vej udenom
Der er altså ingen vej udenom, og snart er kemien bedre end god mellem Greg, Rachel og Earl. Der er humor, tillid og gensidig forståelse i luften, og drengene følger således Rachels sygdomsforløb tæt.

Independent darling
Filmen er en rigtig independent darling og vandt både publikums- og hovedprisen ved Sundance Filmfestivalen. Det er den mere end skæv og underfundig nok til, men det er ikke fordi, filmen dyrker sin skævhed som en slags ophøjet religion.

Det indre drama
Heldigvis, for så har disse uafhængige film det med at miste kæden i de mest kritiske sving. "Me and Earl and the Dying Girl" bevarer overblikket og fokuserer klogt på det indre drama med de filmiske virkemidler mere som en perspektivering.

Naiv visdom
Og så er Thomas Manns hovedrollepræstation tilsvarende en vigtig faktor for filmens samlede troværdighed. I en meget nuanceret indfangelse af ungdommelig naiv visdom tilfører han historien en nødvendig elegant charme.

Fuld af indlevelse
Både RJ Cyler som Earl og Olivia Cooke som The Dying Girl Rachel er fulde af indlevelse og skævhed som to meget forskellige venner i Gregs unge liv.

Konstant morgenkåbeklædt
På voksensiden er Nick Offerman – som vanligt – herlig i rollen som Gregs nærved konstant morgenkåbeklædte far, og Jon Bernthal har en af sine mere sofistikerede roller som drengenes gymnasielærer og sparringspartner.

Skæv filmmusik
Brian Enos filmmusik er ligeså skæv som filmen, men den bliver desværre brugt i lidt for rigelige mængder, hvor der kunne have været ønsket en større tilstedeværelse af ærlighed i et lydbillede lidt mere au naturel.

Humoristisk
De fine små dukkefilmsindslag, der perspektiverer det virkelige livs udfordringer, udgør herlige og humoristiske indspark. Dog ikke fordi filmen som hele er tung på nogen måde. Det generelle billede er humor i en alvorlig kontekst.