C'era una volta il West (1968)

Sergio Leones bedst kendte film, en af filmhistoriens bedste westerns - et sandt mesterværk. Spækket med stjernenavne, men gjort af forholdsvis ukendte filmfolk fra Italien.

Genialt anslag
Alene anslaget er genialt. Man kan næppe tænke sig en mere perfekt præsentation af genren: Leone blander en god portion humor ind i det dialogfattige og afventende. Efter dette stilstudie er filmen allerede godt i gang. Vi er blevet præsenteret for manden uden navn, der forstår at bruge en revolver (ud over at spille på harmonika), og vi ved, at han bliver historiens udødelige.

Dybt fascinerende
Man er dybt fascineret af Leones fantastiske fortælleteknik. Næppe tidligere eller siden har man set en så perfekt komprimeret og smuk western. Fotograferingen byder på et hav af knivskarpe totalbilleder af tørre, støvede vidder med høje klipper (der vækker mindelser om John Fords genreklassikere) og små nybyggerhuse, i kontrast til ekstreme nærbilleder af ansigtsudtryk.

Store stjerner
Stjernenavne som Henry Fonda, Claudia Cardinale og Charles Bronson sørger for at indfange det brede publikum, men man må ikke glemme at fremhæve de mere ukendte skuespillere i mindre roller, som fx. Gabrielle Ferzetti som den invalide millionær Morton. Han er helt fantastisk.

Musikken smelter sammen med handlingen
Ennio Morricones musik er af høj klasse; både smuk, varieret og opfindsom. For en gangs skyld et eksempel på underlægningsmusik, der smelter helt sammen med historien og bliver en seriøs medspiller. Ikke mindst fordi den ligeså ofte holder pause.

Spændt og afventende
Filmens atmosfære er meget spændt og afventende, der er meget lidt dialog, men alligevel er historien hele tiden spændende og original. Naturligvis går mange klichéer igen, som vi kender det fra westerngenren, men samtidig er der ting, der ikke går i hak eller som ender åbent. Dette mesterværk kan/skal ses mange gange. Hver ny gang kan man givetvis finde nye spændende sider.