Louder Than Bombs (2015)

Fire år efter den hjemlige succes med Oslo, 31. august (2011) debuterer den norsk/danske instruktør Joachim Trier her på den internationale filmscene.

Fortættet og intens
"Louder Than Bombs" fortæller en fortættet og intens historie om en lille familie i sorg. Efter en tragisk bilulykke har to sønner mistet deres mor og en mand sin kone, og sorgen kommer forskelligt til udtryk.

Vanskeligt forhold
Særligt vanskeligt er forholdet mellem faren Gene og pubertetssønnen Conrad. De taler stort set ikke sammen, og faren er meget bekymret for, hvor den introverte Conrad kan være på vej hen. Samtidig er den ældre søn Jonah netop blevet far og gør lynkarriere på universitetet. Men da han kommer hjem på besøg, bliver det måske tydeligt, at lykken kun er til stede på overfladen?

Det er svært at være menneske...
Joachim Trier tager sig den nødvendige tid til at komme omkring de mange psykologisk højintense dramaer, som historien favner. Det er ikke let at være menneske, særligt ikke i modgang, og far/søn-forhold har det med at være vanskelige uanset hvor mange følere, der stikkes ud i retning af forsoning.

Uforudsigelig opfindsomhed
Det er en filmoplevelse, der ikke forfalder til poleret fortællestil og som heller ikke dykker for langt ned i sorgens mørkekamre. Samtidig er Triers og Vogts manuskript præget af en opfindsomhed, der gør begivenhederne uforudsigelige og hele tiden drejer dem i en spidsfindig retning.

Jordbundet fortællestil med metalag
"Louder Than Bombs" er grundig – ind imellem lidt for grundig – med sine metalag. Der er spring tilbage i tiden, der er drømme, der er minder, der er scener, vi ser flere gange fra forskellige hovedpersoners oplevelsesvinkel. Det bliver en anelse forstyrrende og forvirrende i den ellers helt jordbundne fortællestil.

Velafbalanceret lyddesign
Ola Fløttums musik er en medspiller, men ikke en overskriver. Stemningerne er i vid udstrækning overladt til tilskueren selv at bygge videre på og reflektere over. Det levner også fint plads til det velafbalancerede lyddesign, hvor der ofte er fokus på nærheden i lydddetaljen og naturens skiftende stemninger.

Inderligt sårbar
Allerbedst spiller unge Devin Druid i rollen som teenagesønnen Conrad. Knægten har så uendeligt meget på hjerte og er så inderligt sårbar, og dét formidler Druid forbilledligt. Jesse Eisenberg præsterer blandt sit hidtil bedste, ligesom Gabriel Byrne er skøn som den rolige far med de mange frustrationer.

Fin birolle
David Strathairn har en fin birolle som den afdøde kone/mors kollega – de to var i en benhård branche som krigsfotografer og anerkendte for deres kunstneriske udtryk.