Peter's Friends (1992)

Medrivende og foruroligende tragikomedie af og med Kenneth Branagh. Der er lige fra starten lagt op til masser af herlig morskab, og efterhånden som historien tager den ene uventede drejning efter den anden, bliver filmoplevelsen også et ganske fremragende bekendtskab.
 

Genforening efter 20 år

Godsejersønnen Peter har inviteret alle sine gamle venner til sit gods nytåret over. De har ikke set hinanden i omkring tyve år. Derfor er der naturligvis sket ændringer i vennernes adfærd og personlighed, ændringer som Peter ikke nødvendigvis har taget højde for.

Ualmindeligt broget selskab
For eksempel er flere af vennerne blevet gift med personer, der måske ikke lige passer ind i selskabet. Men også uden ægtefællerne udgør Peter og hans venner et mere end almindeligt broget selskab. Den tidligere alkoholiker, Andrew, er fx flyttet til Hollywood for at bo sammen med sin oversminkede, dybt hysteriske anti-fedt-amerikaner, Carol.

Overpylret mor
De to kan overhovedet ikke sammen. Der er et ægtepar, hvor kvinden, Mary, er fuldstændig syg af skræk for, at hendes lille søn skal dø, og derfor ringer hun hjem hvert andet minut - til stor irritation for hendes mand, Roger.

Sexhungrende kvinde
Den sexhungrende, på området utrættelige unge Sarah og hendes helt nye kæreste, Brian, isolerer sig stor-fnisende med intensiv petting i et hjørne af stuen, mens resten af selskabet forsøger at føre en fornuftig samtale.
 

Forelskelser og skuffelser

Og så er der den enlige, småskøre Maggie, der gerne vil have sig en mand og egentlig er forelsket i Peter. Men Peter er ikke interesseret, hvilket han har en helt særlig forklaring på. I baggrunden forarges køkkendamen, Vera, over Peters selskab.

Total forvikling
Nytårsweekenden skaber store problemer, men den er også medvirkende til, at der bliver renset ud i de forskellige par. Der er nogle, der går fra hinanden, mens andre finder sammen. Forvinklingen er nærved total.
 

Rigtig god underholdning

Det er rigtig god underholdning, og man forføres af filmens skiftende stemninger. Hele tiden svinges der mellem rigtig original humor og en nedtrykthed, der næsten er omgivet af synligt sorte tåger.

Fejende flot skuespil
Skuespillet er fejende flot. Alle spiller veloplagt og troværdigt, og det er mere manuskriptforfatternes skyld, hvis der ind imellem er nogle sider ved personerne, der synes en anelse for overdrevne og karikerede.

Lovligt meget popmusik er sine steder med til at gøre filmoplevelsen endnu mere festlig.