Il postino (1996)

Denne fredelige italienske landidylfilm er sine steder en nydelse for sjælen, en kærlig og rørende historie i adstadigt tempo. Og Massimo Troisi knuser de flestes hjerter med sit dejlige skuespil.
 

Udførlig fortællestil

Med sin meget udførlige fortællestil er filmen ikke noget for enhver type tilskuer. Nogen vil finde den for ensformig, mens andre vil kede sig. Massimo Troisi (der døde dagen efter, at den sidste scene var færdigindspillet) spiller den fattige italiener, der i biografen ser en nyhedsfilm om en meget berømt digter fra Chile.

Digter-postbud
Da han cykler hjem, ser han et jobopslag. Et postbud med egen cykel søges. Dagen efter har han fået jobbet, og det viser sig, at han kun har én kunde: Digteren, der bor isoleret tæt ved havet. Efterhånden kommer den fattige og temmelig naive italiener ind på livet af digteren, og de bliver bedste venner.

Hjælp til at forføre
Postbuddet forelsker sig i en barpige, og han håber, at digteren kan hjælpe med at forføre hende. Digteren og hans yngre kone rejser imidlertid tilbage til Chile, hvorfra de har måttet flygte på grund af uroligheder. Hermed dør venskabet og den digteriske korrespondance.

Mindre intensitet
Efter ca. en times tid går det lidt ned ad bakke med intensiteten i en ellers jordnært medrivende fortælling. Handlingen smuldrer, der bliver gentaget for meget, og det er ikke så troværdigt fortalt med forelskelsen og det efterfølgende tamtam, som man kunne have håbet. Michael Radford har dog instrueret dygtigt. Særligt personinstruktionen er god, og filmhåndværket er overbevisende, om end langt fra nyskabende.

Kvælende tendenser
Den Oscarvindende musik af Luis Enrique Bacalov har en vis ynde, men heller ikke mere. Temaet gentages om og om igen og kvæler store dele af filmens potentielle oprigtighed. Den samme kvælende tendens sporer man også i handlingsforløbet.