Scream (1996)

Sammenhængende film:

Scream (1996)

Scream 2 (1997)

Smagløs, utiltalende og unødvendigt voldelig effektgyser, der kun lever højt på chokeffekter og kun sjældent byder på noget reelt skræmmende.
 

Stol på musikken

Man kan fx altid stole på musikken: Hvis ikke der er uhyggelig computermusik, der buldrer i baggrunden, så er der ikke fare på færde. Er der derimod musik, ved tilskueren, at der er grund til at være opmærksom.

Klassisk anslag
Filmens anslag er en rigtig alene-hjemme-huset-er-tomt-langt-ude-på-landet-ung-pige-med-tiltalende-kropskurver-fremmed-mand-i-telefonen-klassiker. Drew Barrymore når at være med i filmen i små ti minutter som Casey. Da telefonen en sen aften ringer, og en fremmed mand er i røret, er Casey til at begynde med ganske rolig, men efterhånden bliver samtalen ubehagelig.

Puderne knuges
Så klippes der til en mørkhåret ung kvinde på alder med Casey. Musikken er dyster, og vi knuger puderne. Men lad det ligge fast fra begyndelsen, at denne unge kvinde Sidney er langt mere snarrådig end Casey, så morderen får sværere ved at skære i hende.

Evig forfølgelse
Sidney oplever ikke længe efter mordet på Casey et lignende overfald i et lignende øde beliggende hus. Herefter forsøger hun at komme sig, men morderen forfølger hende alle vegne.
 

Mange gode grunde til at screame

Så der er mange gode grunde til at screame. Lettelsens scream kommer imidlertid i en dobbeltseng, hvor kæresten Billy får lov at tage Sidneys mødom, også selvom Sidney ikke er helt sikker på, om han i virkeligheden er morderen.

Ungdommelig fest
Det bliver til en ungdommelig fest, at hele klimakset skal udspille sig med splat, slam og skrig, usmagelig vold og dødelig idioti. Udover Sidney selv bliver også tv-speakeren Gale Weathers heltinde. Gale har fulgt Sidney under hele den nervepirrende forfølgelsesperiode og formår at ændre deres indbyrdes forhold fra fjender til veninder.
 

Tager let på mordene

De unge tager meget let på mordene og griner ad dem, gør grin med dem og elsker at høre om dem. Og ofrene (heriblandt Sidney) har forbavsende let ved at blive sig selv igen efter overfaldene.

Tynde chokeffekter
Uhyggen bygger som tidligere nævnt udelukkende på chokeffekter. Lad os tage et eksempel, som vi vist alle kender: Musikken bliver uhyggelig, violinerne filer i blodtrykshøjnende disharmoni, lyset i det fugtige kælderrum slukkes med et hørbart 'klik', døren smækker selv i med et svagt 'slam'.
 

Slam, slask, wham!

Den indespærrede (og smart klædte, med en maveskilning på godt 15 centimeter mellem buks og top) ung kvinde ser sig om og ryster på hovedet. Men da døren er låst, bliver hun bange, og morderen åbenbarer sig i et fjollet BR-kostume. Herefter slam, slask og eventuelt wham, i hvert fald scream!

Alle mistænkes
Alle skal selvfølgelig også mistænkes, hvilket den garvede gyserinstruktør Wes Craven sørger for med gennemskuelige hentydninger. Selv de mest fredelige kan blive kandidat til morder i filmens univers.