Shine (1996)

"Shine" er på én og samme tid en stemt og ustemt sand historie om den australske pianist David Helfgott. På hundrede minutter skal vi igennem stort set hele Helfgotts liv, og det bliver da også nået, men hvor sidste halvdel af filmen rummer dybde, forståelse og følelse, er filmens start en skuffende udramatisk affære, næsten uden nerve.

Dybe traumer
David Helfgott blev født i 1947 af polsk-jødiske forældre, der under 2. verdenskrig flygtede til Australien. Davids far Peter mistede det meste af sin familie i Auschwitz, og herefter kunne han ikke tåle nogen form for spredning af familien. Børnene måtte ikke have venner, idet faderen mente, at venner kun var mennesker, og at mennesker på et eller andet tidspunkt vil vise deres menneskelighed ved at svigte.

Klaverspil på opfordring
Derfor foregik de fleste aktiviteter hjemme, og David kastede sig - på faderens ønske - over klaverspillet, og han viste hurtigt store evner. Faderen arrangerede, at David kunne spille til den ene konkurrence efter den anden, og han skulle vinde, alt andet var ligegyldigt.

Musikken var alt
Musikken var alt i livet, og David havde ikke ret til at have sin egen vilje - alt blev styret af faderen. Således røg fx en invitation til at studere i USA i brændeovnen. Først som 19-årig begynder David at gøre oprør, og han rejser til London for at studere med besked fra faderen om, at han aldrig vil få lov at se sin familie igen.

Udtryksfuldhed på lydsiden
Først med præsentationen af Rachmaninovs iørefaldende tredje klaverkoncert som en væsentlig del af Helfgotts (musik)liv dukker følelserne rigtigt op i filmen, nu hvor billederne understøttes af udtryksfuldhed på lydsiden.

Ikke bid i far-søn-forholdet
Helfgotts særprægede livsforløb er i Scott Hicks' instruktion ikke nok i sig selv. Far-søn-forholdet er forudsigeligt og uinteressant, især i filmens start. Armin Mueller-Stahl i rollen som faderen er heller ikke slagkraftig nok. De tre David'er er derimod alle pænt troværdige.