Sleepers (1996)

Her er et eksempel på en film, der opleves som to forskellige film: Det er svært at få øje på, hvad de "to film" kunne have til fælles, for der er virkelig en verden til forskel. Fra den herligt oprigtige, spændende og dybt fængende første time klippes der 23 år frem i tiden til en halvtriviel, uvedkommende og unødvendigt langtrukken "film nr. to". Her drejer det sig om hævn og retssager, og kun et par flashbacks bryder "den nye films" trofaste Hollywood-rytme.
 

Et usselt liv

Fire drengevenner lever et i bund og grund temmelig usselt liv i "Hell's Kitchen", men de har hinanden, og venskabet betyder utrolig meget. De er knyttet til den katolske kirke, mest på grund af den sportslige og ungdommelige pater Father Bobby, der fungerer som en fader-erstatning for alle fire drenge.

Tilværelsen ændres
En dag ændres drengenes tilværelse for altid, da de beslutter at drive gæk med en pølsemand og skubbe hans vogn ned ad trapperne til undergrundsbanen. I deres drengestregs-rus glemmer de at tænke sig om, og pølsevognen rammer en tilfældig mand, der er på vej op ad trappen.
 

Sendes på drengehjem

Nu idømmes alle drenge et års "ophold" på et drengehjem. Her må de et utal af forfærdeligt traumatiske hændelser igennem, inden de bliver sat fri. Nogle sadistiske vagter, ledet af Kevin Bacons Nokes, gør nemlig med drengene, lige hvad de lyster.

Hævn frem for alt
(Film 2:) 23 år efter møder to af drengene - der nu er blevet voksne mænd - Nokes på en tilfældig bar. De to andre drenge (der har udviklet sig til at blive fremtrædende personligheder, en advokat og en journalist), hører hurtigt om mødets konsekvenser, og advokaten vil sammen med med vennen Shakes forsøge at få frikendt de to venner i retten. Samtidig bliver der lejlighed til at gøre op med fortiden og få hævnet sig på nogle af de andre vagter fra drengehjemmet.

Originaliteten forsvinder
Man mærker fra dét øjeblik, filmen med drengene er forbi, at "Sleepers" mister en hel bunke af sin originalitet. Nu er det blevet tid for de mest trendy skuespillernavne at indtage drengenes roller, og det er i sig selv temmelig frustrerende at skulle tage så brat afsked med de vidunderligt spillende drenge, der i dén grad kunne fange tilskueren.

Tabt på gulvet
Man ærgrer sig over, at "Sleepers" reelt bliver tabt på gulvet, bedst som den tegnede så godt. Der er ingen synderlig trøst at hente i skuespillet heller; Robert De Niro er sikkerheden selv, men hans rolle er uden farver. Dustin Hoffman har en ubetydelig birolle som en drikfældig forsvarer, Brad Pitt er dybt kedelig, og Jason Patrick matcher ikke en rolle, hvor stærke følelser burde blive fremhævet.

Gode drenge-skuespillere
Kevin Bacon spiller sadist-skurken Nokes med lynende energi, og han udgør sammen med drengeskuespillerne Joe Perrino, Brad Renfro, Jonathan Tucker og Geoffrey Wigdor det absolut stærkeste femkløver i filmen.
 

Decideret følelsestapet

Instruktør Barry Levinson fører de unge drenge mesterligt frem til timeslaget, herefter sikker guidning af de mere voksne. John Williams' filmmusik er farverig og følelsesladet, men bruges i alt for mange scener som decideret følelsestapet.