Total Eclipse (1995)

    To vidt forskellige mandlige digtere, en ung og en midaldrende, finder sammen om fælles sengegymnastik.


    TO TUNGE DIGTERSJÆLE

    Superstjernen og teenageidolet Leonardo DiCaprio spiller hovedrollen i dette historiske drama om den unge digter Arthur Rimbaud, og dennes svære sind i 1800-tallet.
     

    Uvedkommende

    Leonardo DiCaprio har selv udnævnt "Total Eclipse" som en af de bedre film, han har medvirket i. Godt nok er det en anderledes rolletype, som viser nogle nye kvaliteter af den unge skuespiller, men filmen er desværre også temmelig uvedkommende og overfladisk, når alt kommer til alt.

    Ganske særlige digte
    Arthur Rimbaud løber væk hjemmefra for at vie sit liv til digtningen. Blandt den etablerede digterskare i Paris anses Rimbauds digte for at være noget helt særligt. Især digteren Paul Verlaine er begejstret, og da han ser Rimbaud i levende live, er han leveret i mere end én forstand: køn en knægt er svær at modstå, også selvom lillemor derhjemme venter en lille krøltop.

    Heftigt seksuelt forhold
    Inden længe har Verlaine indledt et heftigt seksuelt forhold med den 16-årige digter, som bestemt ikke er nogen yndling. Manerer har han ingen af, og hans sind koger ofte over i udefinerbare udbrud. Ikke desto mindre er hans krop særdeles attraktiv, og Verlaine fører en svær dobbelttilværelse, hvor han også af og til besøger sin kone og spædbarnet.

    Om og om igen
    Man fornemmer, hvad vej forholdet bærer, og en tragisk slutning kunne sagtens være udfaldet, men de to finder stærkt insisterende sammen igen og igen.

    Afklædt DiCaprio
    Man kan nemt komme til at føle, at "Total Eclipse" mest fungerer som udstillingsvindue for en helt afklædt Leonardo DiCaprio. Godt nok skal man have luppen frem, når idolet i et splitsekund ses helt nøgen forfra, mens hele figuren kan beundres længe bagfra. Det kræver trods alt mere end Leonardos nøgne krop at skabe en forførende film, og spænding er hvad "Total Eclipse" savner.

    Variation savnes
    Om og om igen støder de to digtere sammen, har sex, skændes, diskuterer, skilles og snøfter. Så mødes de igen, har sex, skændes, diskuterer, skilles og snøfter. Vi savner variation og initiativ. På billedsiden imponerer et flot ramt tidsbillede i både kulisser og kostumer.



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1995, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Biografi, Drama, Romantik, Homoseksuelt tema, Teenagere, 106 min.

    Dansk titel: Rimbaud
    Instr: Agnieszka Holland Prod: Jean-Pierre Ramsay-Levi Manus: Christopher Hampton Foto: Yorgos Arvanitis Klip: Isabelle Lorente Mus: Jan A.P. Kaczmarek
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation