Turbulence (1997)

"Hold godt fast!" lokkes der med på plakaten til "Turbulence". Men skønt filmen er en turbulent affære, så er der absolut ingen actionscener, der er værd at holde fast i.
 

En dødsdømt charmør

Ray Liottas tilsyneladende flinke og rare charmør Ryan Weaver anholdes i filmens anslag, og han bliver sammen med et par andre dødsdømte fanger sat om bord på et kæmpemæssigt passagerfly, der næsten ikke har andet en sæder til overs midt i juletiden.

Helt eller massemorder?
En af stewardesserne, Teri Halloran, er lige blevet brændt af på hjemmefronten, erfarer vi, og ligesom tilskueren har Teri svært ved at gennemskue Ryan. Er han helt eller massemorder?
 

Frit spil

Det skal snart vise sig. Da først et par af de andre fanger har lavet ballade og skaffet fangevogtere og piloter af vejen, har Ryan frit spil. Vil han stille og roligt med det kolde overblik sætte sig op i cockpittet og lande flyet? Nej… Han er massemorder, og alle de Ray Liotta-fans, der sad og håbede på en Sylvester Stallone-agtig helterolle til deres idol, må gå grædende bort.

Flystyrt over Los Angeles?
De få udvalgte, der ikke bliver myrdet om bord, spærrer Ryan inde i et lille rum, og spændingen får lov at udspille sig mellem Ryan og stewardessen Teri. Kan hun lande flyet, eller går det, som Ryan ønsker, nemlig at flyet styrer ned midt i Los Angeles?

Dumt og intetsigende
"Turbulence" begynder ganske lovende med skarp actionopbygning og et rimelig velovervejet anslag, men efterhånden som handlingen skrider frem, bliver det hele bare mere og mere dumt og intetsigende,

Klichéerne falder over hinanden

Klichéerne falder over hinanden, og skuespillet er rædselsvækkende ringe. I særlig grad rammer Ray Liotta i sin psykopatskildring aldeles ved siden af.