Youth (2015)

Blæsevejr på det intellektuelle barometer og alligevel en film for flere end bare den tænksomme elite. Den italienske instruktør Paolo Sorrentino har ikke tænkt sig at overraske mindre, bare fordi der er internationale navne som Michael Caine og Harvey Keitel på rollelisten.

Underfundig filmoplevelse
"Youth" er en underfundig filmoplevelse, der gerne vil forføre på de lidt skæve parametre, både i formidlingen af historien og i de tekniske greb. Humoristisk med ironisk overbygning – og lommefilosofisk med fokus på alder. Pakket sirligt ind i en noget mudret fortællestil med spring i flere lag i lyd og billede.

Visioner i snor
Det ville alt sammen have været meget mere anstrengende, hvis ikke Sorrentino holdt sine egne vilde visioner i snor og med mundkurv på. Det gælder nemlig om at kende sin besøgelsestid, når man flirter med en fortællestil fuld af eksperimenter.

På rekreationsophold
Den pensionerede dirigent og komponist Fred Ballinger er på rekreationsophold på et schweizisk alpehotel. Med sig har han sin datter Lena og den gamle ven, filminstruktøren Mick Boyle. Datteren er af den surmopsede og let fornærmede skole, mens Mick ligesom Fred filosoferer over fortidens erobringer og alderdommens genvordigheder, herunder prostataproblemer.

Stille hotelhverdag
Den stille hotelhverdag forløber uden de helt vilde udskejelser, indtil Micks stjerneskuespiller gennem flere film, Brenda Morel, dukker op for at trække sig ud af et kommende projekt. Nu banker virkeligheden for alvor på, og det stille kunstneriske pensionistliv tager en drejning.

Mesterduo
Caine og Keitel er filmens absolutte mesterduo med forfinet skuespil på aldrende præmisser. Helt jordbundet og ærligt og i en fin stil, der passer eminent ind i filmens generelle tone. Paul Dano er med på den afdæmpede facon i en birolle som tænksom amerikansk skuespiller, men først med Jane Fondas fænomenale (og korte) optræden som Brenda Morel kommer der for alvor ild i birollespillet.

Langtrukne træk
Det er svært at holde interessen konstant filmen igennem. De faretruende aparte fortælletekniske greb kan ind imellem irritere i unødvendigt langtrukne træk. Hvad der undrer særligt er de tiltagende blokke af mystisk genremikset underlægningsmusik – i en film, der har den klassiske musik i en underliggende hovedrolle. Ballinger er jo dirigent og komponist!

Grænser til det vamle
Da vi når til det endelige møde med selvsamme Ballingers værk, "Simple Songs", er det desværre i forventeligt utroværdige og sovsede pseudotoner, der i parentes bemærket intet har med seriøs klassisk komposition at gøre. Dette grænser til det vamle i slutscenen.

Fred, ro og eftertænksomhed
Men mere fastbrændt på net- og trommehinde sidder alligevel den både visuelt og lydligt nedtonede filmoplevelse. Smukke omgivelser, fred, ro og eftertænksomhed.