La vita è bella (1998)

Engang imellem bliver man glædeligt overrasket - og forført af en fuldstændigt fortryllende film, der er et forrygende friskt pust blandt talrige middelmådigheder. Sådan en film er Roberto Benignis "La vita è bella"; et overflødighedshorn af originalitet og idérigdom.

En talentfuld komiker
Roberto Benigni er en talentfuld komiker, og det er da også disse talenter, han spiller på i denne film. Han spiller selv hovedrollen som den meget muntre og lidt kejtede Guido. I filmens begyndelse ankommer han sammen med digtervennen Ferruccio til en lille by i Italien, forført at tanken om at åbne en boghandel.

Kærlighed i tide og utide

Hans til overflod humoristiske facon tiltaler slet ikke bureaukratiet, så i stedet for boghandelen må Guido ty til onkelens fornemme hotelrestaurant, hvor han oplæres som tjener. Da han første gang støder ind i den yndige Dora, er han allerede solgt, og herefter har han det med - mere eller mindre arrangeret - at støde ind i sin store kærlighed i tide og utide. Dora forelsker sig hurtigt i den livsglade mand med den store personlighed, og kærligheden fostrer den lille knægt Giosué.

Ironisk og tragikomisk
Fra filmens første halvdels uimodståeligt eneherskende lykke (hvor alt ånder idyl), bevæger vi os nu med Guido, Dora og den femårige Giousué ind i filmens anden halvdel, (der også er idyllisk), men afgjort mere ironisk og tragikomisk.
 

Oprigtig varme
Også Italien hærges af 2. verdenskrig og jødeforfølgelsen, og filmens trekløver tvinges nu i koncentrationslejr. Det raffinerede ved denne beretning er, at filmen alligevel beholder sin muntre, livssprudlende tone. Stilen er Benignis helt egen, og den lader sig næppe beskrive i ord. Hvordan faderen forsøder sønnens tilværelse i kz-lejren er en helt enestående beretning, som man skal have lov at nyde i al dens oprigtige varme.

Sidder på nethinden
Han sidder på nethinden, denne Roberto Benigni, i lang tid efter filmens sluttekster. Han er charmerende trods sit uhelbredelige tale-delirium (eller måske netop derfor), og hans humor er ubetalelig. Og Benigni er vel at mærke både instruktør, med-manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver. Konen Dora spilles af Benignis kone fra det virkelige liv, Nicoletta Braschi i en overbevisende præstation. Sønnen er helt fantastisk nuttet.