White Hunter Black Heart (1990)

Da Clint Eastwood i nogle år havde gået med en hemmelig drøm om at genindspille filmklassikeren, The African Queen (1951), var det oplagt for ham at slå til, da manuskriptet til "White Hunter Black Heart" havnede på produktionsselskabet Malpasos kontor.

Godt nok var det ikke manuskriptet til "The African Queen II", men et manuskript baseret på Peter Viertels "Roman a clef" om optagelserne til den berømte film.

En aparte instruktør
Clint Eastwood selv spiller John Wilson (den "rigtige" instruktør hed Huston), den besværlige filmskaber med store ambitioner. Han skylder omkring $300.000 væk, og for at få lidt balance i regnskabet vil han tage til Afrika for at lave en storfilm.

Til at skrive manuskriptet hyrer han Pete Verill, og nogle af Hollywoods største skuespillere skal besætte rollerne. Men da først Wilson kommer til Afrika, er han langt mere interesseret i at gå på jagt og hans store drøm er at skyde en fuldvoksen hanelefant.

Jagtliderlighed
Optagelserne til filmen kommer aldrig rigtigt i gang, for hver gang vejret er perfekt, hører Wilson, at nogle elefanter er set i nærheden. Så må hele holdet vente på, at han har fået styret sine lyster.

Manuskriptforfatteren, der kender Wilson bedst, bliver efterhånden mere og mere irriteret på instruktøren og truer med at rejse hjem. Men det berører ikke Wilson, han har dårligt nok skænket sin film en tanke.

Langsomt & motiverende
"White Hunter Black Heart" bevæger sig i et langsomt men alligevel motiverende tempo. Clint Eastwood og Jeff Fahey leverer rigtigt stærke præstationer i filmens hovedroller. Eastwood får bevist, at han også mestrer roller med megen dialog.

Ny Eastwood-rolletype
På mange måder skiller filmen sig ud fra, hvad Clint Eastwood plejer at producere. "White Hunter Black Heart" er et fremragende projekt for instruktøren, producenten og hovedrolleindehaveren, for han får lejlighed til at vise helt nye sider af sine evner. Instruktionen er godt nok som sædvanlig sikkerheden selv, men skuespillet er anderledes og mere farverigt.

Det er en rigtig smuk film, og især optagelserne on location i Afrika er opslugende. Joel Cox viser igen himmelsk klippeteknik, og Lennie Niehaus har komponeret bongo-rytmisk musik.

Der er mange humoristiske scener i filmen til at sætte det absurde i et let festligt skær.