Wrestling Ernest Hemmingway (1993)

Tag Robert Duvall og udstyr ham med en markant dialekt. Tag også Richard Harris og pur op i hans sparsomme grå hårmanke og giv ham nogle højtråbende, sjofle replikker.

Læg dertil en stueren Shirley MacLaine i en rolle som vicevært og en smilende Sandra Bullock i en rolle som servitrice med god vilje over for gamle gubber. Så har du filmen "Wrestling Ernest Hemmingway" baseret på et manuskript af den blot 21-årige Steve Conrad.

Sympatiske øjeblikke
Som tonen i dette oplæg måtte antyde er der ikke de store kvaliteter at spore i filmen. Den har sine sympatiske øjeblikke og udstråler en stærk vilje til at vise os noget anderledes.

Tåbelige roller
Det anderledes udebliver dog og erstattes af pænt men for hårdt optrukket skuespil, der aldrig synes at nå under huden. Både Duvalls og Harris' roller er simpelt hen for tåbelige.

Kærligheden og alle de forgangne år er hovedtemaerne i filmen, og hvor Robert Duvalls rolige krydsordsløsende cubaner tager let på tilværelsen, har Harris meget svært ved at acceptere sin aldrende krop.

Alderdoms-traumer
Højrøstet bekendtgør han sin ungdoms kvindegymnastik. I dag er han på flasken for at kunne klare det faktum, at hans penis ikke er evigt stiv længere.

Det kunne være interessant at se dette emne behandlet med større følelse og ikke nær så meget kæk halvhumor, som ikke synes at høre nogen steder hjemme.