Lad isbjørnene danse (1990)

Birger Larsens instruktørdebut er et lunt og troværdigt billede på en drengs skærmydsler i forbindelse med forældrenes uventede skilsmisse.
 

Konstant livgivende

Fortalt med en konstant livgivende humor og med vedkommende sidehistorier bliver "Lad isbjørnene danse" aldrig tung eller dyster. 12-årige Lasse aner ligesom sin far ikke uråd: Moderen har en affære med en anden mand, som hun hellere vil leve sammen med.

En afsløring juleaften
Afsløringen falder midt under juleaftens gaveudpakning. Nu bryder helvede løs. Moderen skal hurtigt flytte, faderen forsøger at komme sig i sin ensomhed, mens sønnen ikke får noget valg - han er nødt til at flytte med moderen og entrer hermed rigmandstilværelsen, med alt hvad det indebærer af overfladiske goder. Stedfaderens datter ynder at drive gæk med det nye nemme offer, mens stedfaderen selv sætter en slags ære i at løfte Lasse fra en sidsteplads i skolen til en førsteplads.

Nødt til at tage affære
Med tiden bliver Lasse en del af det rige miljø, og det begynder så småt at smitte af på hans ellers så humane personlighed - meget mod hans egen vilje. På et tidspunkt, hvor selv vennerne begynder at hænge i en tynd tråd, er han nødt til at tage affære.

Skuespillet slår gnister
Skuespillet slår gnister fra såvel voksne som børn. Tommy Kenters meget lune fremstilling af den aleneladte far er dybt elskværdig. Birthe Neumann udstråler virtuost den totale splittelse.

Ung femme fatale
Laura Drasbæk udgør filmens unge "femme fatale", når hun kaster omkring sig med kraftigt erotisk ladede ækelheder. Unge Anders Schoubye har både udstrålingen og intonationen på rette sted. Smukt fotograferet med et pænt ramt tidsbillede og ganske nydelig musik af Frans Bak.