Hook (1991)

    En karrieremand uden interesse i sine børn, erfarer, at han er Peter Pan og omvendes.


    DEN SØDE HISTORIE

    Steven Spielberg bevæger sig faretruende nær gulvbrædderne med denne dybt, dybt vamle amerikanske fabel om en familiefar og hans forsømte børn, der genforenes i drømmeland, hvorefter alt bliver godt.
     

    Kulissevirvar

    De ellers så stærke skuespillerkræfter kvæles i et uoverskueligt kulissevirvar, hvor det synes umuligt at få et ben til jorden, især da Robin Williams begynder at flyve rundt i sit grønne kostume.

    Lillepigestemme & drengehår
    Helt ud i ekstremerne, hvor man ønsker en pude at bide i eller en kølle at slå med, kommer vi dog først, da Julia Roberts entrer som lille fe med lillepigestemme og drengehår. Karrieremanden Peter Banning har kun øje for sit advokatarbejde, og indser slet ikke sønnens lidelser, da han udebliver fra en vigtig baseballkamp.

    Peter Pan på ny
    Heldigvis kan den gamle bedstemor, Wendy Darling, fortælle Peter, at han rent faktisk i sine unge dage var selveste Peter Pan og kan genskabe sin figur, hvis han tager til Disneyland. En ond sørøver med klo er gusten og bliver Peter Pans overkommelige modstander, da de to må stå ansigt til ansigt, før Peter kan få sine børn tilbage.

    Overdøvende vammelhed
    Man lader sig ikke imponere af effekterne, skønt de har kostet millioner af dollars. Gåsehuden er fremkaldt af den amerikanske vammelhed, der, når den er værst, overdøver alt.

    Bedende hundeøjne
    Som en meget tydelig understregning af, hvad filmen forsøger at fortælle, udveksles nogenlunde følgende ord far og børn imellem i filmens slutning. Far: "Tænk en positiv tanke, og I vil kunne flyve ligesom mig!" Datteren (drømmende, i natkjole): "Mommy!" Sønnen (iklædt baseballtrøje og kasket, med bedende hundeøjne): "My dad!"

    Sanseapparats-bombardement
    Spielbergs eventyrunivers er ganske givet guf for den ukritiske storforbruger af den fantastiske genre, hvor alle virkemidler samtidig bombarderer sanseapparatet. Komplet med John Williams’ infantilt ørehængende musik.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1991, USA, Eventyr, Komedie, Familie, Børn på film, 135 min.

    Dansk titel: Hook
    Instr: Steven Spielberg Prod: Kathleen Kennedy, Frank Marshall,Gerald R. Molen Manus: Jim V. Hart, Malia Scotch Marmo Baseret på: skuespil og bøger af Sir James M. Barrie Foto: Dean Cundey Klip: Michael Kahn Mus: John Williams
    Priser
    • AAN - Bedste sang ("When You're Alone")
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • AAN - Bedste visuelle effekter
    • AAN - Bedste makeup
    • GG-N - Bedste skuespiller (Hoffman)