Concerto: A Beethoven Journey (2015)
Den verdensberømte klavervirtuos Leif Ove Andsnes sætter sig for at udforske Ludwig van Beethoven og hans musik tilbundsgående.
FALDER I SVIME...
Den verdensberømte klavervirtuos Leif Ove Andsnes havde rundet de fyrre år, da han satte sig for at udforske Ludwig van Beethoven og hans musik tilbundsgående. Over en periode på fem år gik han hele vejen og spillede på det nærmeste ikke andet end Beethoven – med særlig fokus på de fem klaverkoncerter.
Et intenst møde
Det er dette intense møde med musikken, som dokumentaren "Concerto: A Beethoven Journey" søger at skildre. Filmen er optaget over de samme fem år, som Andsnes viede til sit Beethoven-projekt, og hermed er der lagt op til en real time-oprigtighed, hvor alle detaljerne – i princippet – kan komme med.
Grundigt til værks
Dokumentaristen Phil Grabsky, der har vundet priser for flere af sine film, går også grundigt, om end ikke systematisk, til værks. Andsnes er i linsen – og hermed i filmens fokus – gennem halvanden time, og nordmanden beretter beredvilligt på engelsk om sit musikliv og ikke mindst sine Beethoven-overvejelser.
Musikkens sjæl
Det leder frem til en lang række brudstykker fra især de fem klaverkoncerter: Andsnes fortæller om komponistens liv og teknik og dirigerer publikum i retning af musikkens sjæl, og ofte fortsætter musikken som baggrund for den omfattende snak.
Falder i svime
Andsnes gentager mange gange i løbet af filmen, hvor stor pris han sætter på denne særlige fem år lange musikalske rejse. Hvor meget, han ønsker sig at lære mere om geniet Beethoven. Hvorefter vi ser den dygtige pianist falde i svime foran tangenterne, hvis han da ikke skyper med datteren hjemme i Bergen.
Utilsløret hyldest
Dokumentaren er i lidt for høj grad en falden i svime over Beethoven. En utilsløret hyldest til mesteren og hans klavermusik. Det kommer både til udtryk i Andsnes’ eget himmelvendt ekstatiske møde med tonerne, men også i filmens generelle tilgang til stoffet – og det bliver alt for meget af det klangfuldt fuldendte, ganske enkelt.
Komprimeret
Beethoven-elskere får bestemt deres behov opfyldt gennem halvanden times analyse, historielektion og musiktapet. Den musikalske rejse er intens, men mest i den komprimerede forstand. Med alt for mange informationer, alt for meget musik, alt for meget Beethoven. Men sådan bliver det velsagtens, når Andsnes til sidst i filmen konstaterer at: "Beethoven is really the greatest composer that ever lived".
Information uden perspektiv
Det resulterer paradoksalt nok i, at vi hverken får et særligt præcist eller nærværende billede af Leif Ove Andsnes, Ludwig van Beethoven eller fortidens versus nutidens vingesus. Ganske vist kommer der en håndfuld personlige indspark om både komponistens og pianistens privatliv, men spredt for alle vinde og uden egentlig effekt. Generelt efterlader dokumentaren os velinformerede, men ikke perspektiverede.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2015, Storbritannien, Dokumentar, Musik, Biografi, 93 min.
Dansk titel: Concerto: A Beethoven Journey- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation