Forget Paris (1995)

    To voksne mennesker mødes i Paris og forelsker sig dybt i hinanden. Men da hverdagen indtræffer, opstår også hverdagens problemer.


    FORGET FORGET PARIS

    Amerikanerne elsker Billy Crystal overalt på den komiske scene, og hans bittersøde romantiske komedie, "Forget Paris" tog da også kegler blandt publikum. Det er historien om basketballdommeren, Mickey Gordon, som under et ophold i Paris forelsker sig i den guddommelige, Ellen Andrews - og vice versa.

    Fryd & gammen
    For de to er alt nu fryd og gammen - lige indtil hverdagen i USA melder sig, og Mickey er rigtigt meget væk hjemmefra på sine dommerrejser ud i det ganske land. Forholdet tager et gevaldigt knæk, og der skal mange krumspring til, før de to atter finder melodien.

    Tredjepersons-flashbacks
    Relativt finurligt fortalt i tredjepersons-flashbacks har "Forget Paris" sine øjeblikke. Desværre drukner morskaben som oftest i halvhjertede og romantificerede klichéer - for ikke at tale om den konsekvente bumle-bimle jazz-musik, der konstant swinger i baggrunden. Absolut trættende for øregangene i længden.

    Hurtigt glemt
    Skuespillet kører også i lidt for høj grad på klichéerne, så man glemmer alt for hurtigt "Forget Paris".



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1995, USA, Komedie, Drama, Romantik, 101 min.

    Dansk titel: Forget Paris
    Instr: Billy Crystal Prod: Billy Crystal Manus: Billy Crystal, Lowell Ganz, Babaloo Mandel Foto: Don Burgess Klip: Kent Beyda Mus: Marc Shaiman