Savior (1998)

    En amerikaner i Balkankrigen kommer på en usædvanlig mission, da han møder en indfødt højgravid kvinde.


    STÆRK ANTIKRIGSFILM

    En film af sjælden styrke, et følelsesladet og dybt realistisk indblik i krigens rædsler: "Savior" giver gåsehud over hele kroppen, klump i halsen og en rystende følelse af afmagt.

    Snigskytte i fremmedlegionen
    Dennis Quaid kan opleves i sit livs måske bedste rolle som den fransk-amerikanske Joshua Rose, der i filmens begyndelse må se sin kone og søn dræbt i et bombeattentat. For at komme væk fra det hele melder han sig i fremmedlegionen og drager til Balkan, hvor han bliver snigskytte.

    Kold og kynisk reaktion
    Joshua har haft tragedien inde under huden, og hans personlige reaktion er kold og kynisk: Han får afløb gennem sit våben. Et tilfælde bringer ham sammen med den gravide Vera, der nedkommer i en tunnelmunding. Joshua er nødt til at tage sig af mor og datter, så de kan komme i sikkerhed, men det bliver en mission med store tab.

    Stærk i detaljen
    "Savior" er stærk i sin helhed og stærk i detaljen. Den går under huden og viser krigens brutalitet i så gruopvækkende billeder, at man selv bliver voldsomt påvirket. Filmen er optaget on location i Montenegro.

     

    Ikke på kompromis

    Sammen med de fine sprogvekslinger og en stribe fint arrangerede folkemelodier former det en høj grad af troværdighed og ægthed - instruktør Predag Antonijevic er bestemt ikke gået på kompromis. Ved siden af Dennis Quaid ses fantastiske Natasa Ninkovic, der leverer en uforglemmelig præstation i rollen som Vera.

    Tendens til melodrama
    Hvis man skal slå ned på en svaghed ved filmen, må det være, at dramaet ind imellem har en slagside mod det lidt for melodramatiske.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1998, USA, Krigsdrama, Krig, Børn på film, 99 min.

    Dansk titel: Savior
    Instr: Predrag Antonijevic Prod: Oliver Stone, Janet Yang Manus: Robert Orr Foto: Ian Wilson Klip: Ian Crafford, Gabriella Cristiani Mus: David Robbins