Utomlyonnye solntsem (1994)

"Brændt af Solen" indkasserede ikke blot en Oscar for bedste udenlandske film, den fik også juryens grand prix i Cannes og snart sagt alle kritikeres roser. Man kan spørge: Hvad er det ved denne film, der er så fantastisk?
 

Udspiller sig over en varm sommerdag

Historien udspiller sig i Rusland i løbet af en lang og varm sommerdag i 1936. På et hyggeligt landsted omgås den glade revolutionshelt oberst Sergej Kotov, hans unge hustru Marusia og deres lille datter Nadya med familie og venner.

En populær folkehelt
Den populære folkehelt har stadig stor tiltro til mulighederne for at skabe et bedre samfund for alle, men det er en tiltro, som ikke deles af hans venner, der mener, at loven har mistet sin mening under det herskende regime. På sommerverandaen mødes fremskridtsoptimisme og en nostalgi født af resignation, men roen brydes, da en fremmed gør sin opsigtsvækkende entré.

Under mystiske omstændigheder
Bag den fremmedes forklædning gemmer sig imidlertid Dimitri, Marusias barndomsven og ungdomskærlighed, som for ti år siden forsvandt under mystiske omstændigheder. Gensynsglæden forvandler sig dog hurtigt til spørgsmålet om, hvad der er den egentlige årsag til det uventede besøg.

Russisk selvironi?
Alternativitetsbegrebet får en ny drejning med denne film. Det er morderlig alternativt at indspille en over to timer lang film, hvor folk enten sidder, står eller svømmer, alt imens de konstant råber og skriger og fægter med armene i en slags ikke videre heldig russisk selvironisk parodi på en komedie. Skal en sådan alternativitet belønnes med en Oscar?

Forvirret & højrøstet
Så svær er historien altså heller ikke at forstå - der er ikke noget at misforstå. Filmen er bare, som den er: Fjollet, forvirret og højrøstet, umulig at genrebestemme, kun meget sjældent (og aldrig længere end to minutter ad gangen) engagerende, overskruet og nærmest påtaget ekspressionistisk. Så hjælper det ikke så meget, at skuespillet er pænt - især fra den nuttede pige, Nadya.