Fight Club (1999)

Ifølge denne films to unge hovedpersoner er vold godt for den "åndelige udvikling", eller måske er deres åndelige udvikling snarere havnet i et dødvande, hvor blod, splat og sæbeøjne er de eneste mulige højdepunkter i dagligdagen.

Fascination af vold
Man skal være en særdeles hård negl for at kunne identificere sig med Brad Pitts og Edward Nortons rollefigurer: Filmen lægger ikke fingre imellem i sin karakteristik af knægtenes fascination af slåskampe.

Plukfisk-ekstase
De to unge mænd finder sammen ved et tilfælde og erfarer hurtigt, at de begge nærmest kommer i ekstase af at blive slået til plukfisk. Derfor stabler de en særlig klub på benene, hvor ligesindede kan møde op og opleve denne "unikke" følelse.

Sære & tempofyldte billeder
I sine sære og tempofyldte billeder er "Fight Club" en anderledes filmoplevelse, som rent visuelt bider sig ret effektivt fast på nethinden. Historien er både barsk og bizar, ind imellem i fin balance men oftest kørt ud på et overdrev, der ikke er værd at bifalde.

Uklar & uinteressant
Når de bruntonede slåskampe udkæmpes, er det som om, filmen falder ud af sig selv og bliver både uklar og uinteressant. Helt anderledes forholder det sig med karakteristikken af filmens venskabsker, der rummer flot skuespil og solide prøver på instruktør, David Finchers, dramatiske kunnen.

Humoren lurer
Filmen er fuldstændig ligeglad med sit sprog i både lyd og billeder, og den kan uden tvivl virke både stødende, blasfemisk og ækel, hvis man ikke lige er sporet ind på humoren, der flere steder lurer bag det absurde.

Populær blandt unge
Filmen er ualmindelig populær, særligt blandt det lidt yngre publikum, der givetvis bifalder den særlige voldsæstetik i den på samme tid intime atmosfære af sammenhold. Men dybest set er der tale om voldsfetischisme uden kant, komplet ungdommeligt understøttet af kække klip og vaks musik.