Celebrity (1998)

Selvom "Celebrity" på bedste (eller værste) Woody Allen-vis rummer mere dialog end tre-fire tilfældigt valgte spillefilm tilsammen, er den alligevel værd at lægge øre til: For "Celebrity" har noget helt rigtigt over sig i sin slibrige og nærgående karakteristik af nærved vammelt berømte amerikanere.

Forfatter med begrænset succes
I halvkedelige sort/hvide billeder præsenterer Woody Allen os for den ene berømthed efter den anden: Omdrejningspunktet er den 40-årige forfatter Lee Simon, der har haft meget begrænset succes med sine første romaner og nu prøver at smigre sig ind med et alternativt filmmanuskript hos nogle hotte skuespillere. Da han har mere end svært ved at holde sig fra alle de (kunstigt) velformede kvinder, vælger han at lade sig skille fra sin stive, katolske kone, Robin.

Kærlighedsforviklinger
Hun er dog ualmindeligt heldig, for der går ikke mange øjeblikke, før den noble forretningsmand Tony Gardella falder for hende og gør hende til en helt anden kvinde. Snart opsøger Robin en prostitueret for at få indblik i, hvordan man sutter pik, hvilket luderen i filmens indiskutabelt morsomste scene demonstrerer på en banan.

Kvindebedårer
Lee er ihærdig, og han forsøger sig hos den unge kvindebedårer Brandon Darrow, men han har mere travlt med at lægge kvinder ned end at underskrive filmkontrakter. Således sættes vi ind i talrige berømtes skæbner i "Celebrity", og det gode er, at det næsten ikke er trættende.

Hæsblæsende tempo
Selvom tempoet, ikke mindst i dialogen, er hæsblæsende, er det nemt og spændende at følge med. En klart forfriskende faktor er det, at en brite som Branagh spiller så stor en rolle - det giver en lettere "afamerikaniserende" effekt. De fleste skuespillere er veloplagte.