Jonathan (2016)

Stort tema til en lille film og en svær sammenblanding af følelser og filosofi: "Jonathan" har rigtig mange gode og modige takter, men lykkes ikke i helheden. Snarere tilbagestår en ærgerlig følelse af spildte kræfter på stort potentiale.

Ingen samklang
Den 24-årige landmandssøn Jonathan har nok at se til. Ud over det daglige arbejde på gården er han mere eller mindre alene om at passe og pleje sin terminalt kræftsyge far. Det er ikke nogen let opgave, for faren har opgivet livet for længst, og deres indbyrdes forhold har aldrig været præget af den helt store samklang – fornemmes det mellem linjerne. Da farens gamle ven dukker op for at tage afsked, begynder flere brikker at falde på plads, og Jonathan må blandt andet forholde sig til helt nye dramaer i sin egen opvækst, da det står klart, at faren er homoseksuel.

Lyrisk perspektiv
Piotr Lewandowski iscenesætter sit eget manuskript med et godt øje til det lyriske perspektiv, og det kommer meget flot til udtryk i australske Jeremy Rouses fokuserede fotografering med de mange naturskønne detaljer. Og det er i disse kærtegnende enkle forbindelser mellem betændt familiedrama og duften af muldjord, at filmen kunne have høstet så meget mere ærlighed, havde Lewandowski turdet gå hele vejen og vige udenom tomme kalorier som musik og knaldperledramatik.

Dikterende musik
Netop de mange tunge blokke af dikterende underlægningsmusik er en af de faktorer, der sætter filmen i uharmoniske svingninger. Særligt i de brandintense scener med afsked, omfavnelse og dødserkendelse er det en dræber, når violinerne sætter ind og gør oplevelsen langt mere betændt end bevægende.

Ingen klump i halsen
For der er helt igennem modige scener i "Jonathan", der kunne have gjort filmoplevelsen til noget helt særligt, hvis ikke den milde forstillelse havde taget overhånd. Klumpen i halsen opløses hurtigt, hvis den overhovedet når at forme sig.

For mange grimasser
Unge Jannis Niewöhner er det stærkeste skuespillerkort i en broget og ujævn flok. Døden er nærværende og en hovedrolleindehaver i filmen, men spillet er ikke præget af samme eksistentielle fintføling. Snarere er der tendenser i retning af det alt for grimasserede.

Væsentlig drivkraft
For mange vil Lewandowskis trekantsdramatiske favntag med død, homoseksualitet og forsinket teenageoprør forme urolige bevægelser i biografsædet. Det er også grænseoverskridende, men det er en væsentlig drivkraft og i det store og hele det mest vellykkede ved filmen.