The Grass Harp (1995)

Et sandt udstillingsvindue af fabelagtige skuespillere er en af desværre alt for få grunde til at se Charles Matthaus, "The Grass Harp". Hvad der begynder som lovende afdæmpet filosoferen over livet og døden, kammer nemlig over i en sand inflation af sentimentalitet – med hele strygeorkestret som moralsk opbakning.

Dobbelt sorg
Drengen, Edward Furlongs Collin, har lige mistet sin mor, da han bliver anbragt hos sin stramme og kølige tante, Sissy Spaceks Verena. Næste dag kører faren sig gud hjælpe mig ihjel, og Collin må indstille sig på et liv sammen med tanten.

Naturens goder
Den rige tante bor ikke alene i sin mægtige landvilla. Hendes søster, Piper Lauries Dolly, hjælper til med det praktiske og nyder naturens goder, blandt andet fabrikerer hun en helbredende mikstur af plantesafter.

Op i en træhytte
Da det en dag bliver for meget for Dolly med den dominerende Verenas sarkastiske og ondskabsfulde behandling, flytter hun sammen med Collin og husets sorte hjælper ud på marken og op i en slags hytte i et træ.

Et tilløbsstykke
Denne demonstration bliver hurtigt et tilløbsstykke for landsbyens snobber og sheriffen, der må håndhæve loven. Men der er ingenting, der kan rokke ved Dollys beslutning. Og dog..

Tyndt skrevne roller
Gode gamle Walter Matthau og ligeså gode gamle Jack Lemmon dukker op i små tyndt skrevne roller – alligevel er de et opløftende moment i filmen. Unge Edward Furlong er dog det stærkeste kort i en smuk og bemærkelsesværdig præstation.