Jalla! Jalla! (2000)
En ung svensker har problemer med potensen, mens hans indvandrerven kæmper for at undgå at blive tvangsgiftet.
NYTRENDY KOMEDIE
Svenskerne viser her, at de også er med på bølgen af nytrendy komedier, hvor tilskueren mageligt tilbagelænet kan følge så godt som ligesindedes hverdagsproblemer – med popcorn mellem knæene.
Tvangsægteskab
Dét, der skal grines ad i "Jalla! Jalla!", er den evigt højspændt aktuelle problematik omkring tvangsægteskaber blandt indvandrere i vesten... og så lige en etnisk svenskers hovedbrud, da han med skam må konstatere, at han ikke kan få den op at stå – dilleren altså.
Et fingeret bryllup
Roro skal giftes med Yasmin. Det vil sige: De to lader som om, de vil gifte sig – og det er så planen, at de vil springe fra i sidste øjeblik, for de har begge kærester, de hellere vil dele livet med. Imens kan familierne så tro, at alt går efter planen.
Problemer med potensen
Den stakkels Måns kan ikke kneppe sin liderlige kæreste, fordi han har problemer med potensen. Så han må hele møllen af "alternative specialister" og pornobutikker igennem, uden held.
Frit sprog
Sproget er frit, billedsproget er smart og uroligt, ledsaget af skiftevis sprødbløde musikalske kærlighedshjerteknusere og stressende heavy metal-brudstykker på den konstant overtilstedeværende lydside.
Usandsynligheden stiger
"Jalla! Jalla!" giver den således gas fra start til slut med en historie, der bliver mere og mere usandsynlig og til sidst lægger sig meget tæt op ad en Hollywood-blockbusters happy ending.
Energisk og iltert
Skuespillerne boltrer sig sådan set i den energiske historie og de iltre filmiske kulisser. Den mest troværdige og identificerbare rolle (som Måns) spilles pænt og sympatisk af Torkel Petersson.
Pinligt plat fremstilling
Det kan diskuteres, om impotens, og i dén forbindelse penispumper og sexlegetøj, overhovedet er værd at grine ad. I denne sammenhæng er det i hvert fald pinligt plat fremstillet.
Få højdepunkter
"Jalla! Jalla!" har sine få højdepunkter, og selve kernen i ægtekabshistorien er et godt påhit. Alt i alt forekommer filmen dog mere som et umodent drengerøvsprojekt end som rigtig slående morsom hverdagssatire.
Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2000, Sverige, Komedie, Drama, Romantik, 89 min.
Dansk titel: Jalla! Jalla!- Fares Fares (Roro)
- Torkel Petersson (Måns)
- Tuva Novotny (Lisa)
- Laleh Pourkarim (Yasmin)
- Leonard Terfelt (Paul)
- Jan Fares (Farsan)
- Ingemar Carlehed (Pappa Ulf)
- Harry Goldstein (Sexbutiksejer)
- Tommy Andersson (Peter)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- GULDB-N - Bedste film