Funny Games (1997)

Den østrigske instruktør, Michael Haneke, imponerer med sine hudløse psykologiske portrætter af samfundets outsidere. Med en sjældent set intensitet griber hans historier fat i publikum og kaster dem rundt i rædselskabinettet - gåsehuden lægger sig aldrig.

Idyllen brydes
Beskrivelsen ovenfor passer perfekt på "Funny Games". En lille familie er netop ankommet til deres idylliske sommerhus, da der pludselig står en ung mand i døren og beder om at låne nogle æg.

Nådesløst spil
Inden længe går det op for familien, at manden i døren og hans makker er kommet for andet end blot at låne æg. De to vil spille et absurd og nådesløst spil med familien, hvor de tre medlemmer efter sigende skal dø inden kl. ni næste morgen. Med en ekstrem 'kærlig' underspilning går terroristerne til bidet og kører legen helt ud i tovene, hvor ingen bønner hjælper.

Rædsel
Haneke formår at nagle tilskueren fast i sædet samtlige minutter, mens angstens og vredens sved driver af kroppen, det suger i mellemgulvet af rædsel og hævngerrighed, fødderne spjætter, hårene stritter.

Frustrationer
De oftest meget lange scener uden klip former en enorm intensitet og skaber en nærved symbiotisk alliance tilskueren og familien imellem. "Kan de dog ikke stille noget op; så gør dog noget!" Frustrationerne hjemme foran skærmen vil ingen ende tage. Man husker billederne fra familiens mareridt knivskarpt. Delikat sat lys, den bragende stilhed, kameraets fredsommelige passivitet.

Perfekt personinstruktion
Skuespillet vidner om noget nær perfekt personinstruktion. Susanne Lothar og Ulrich Mühe spiller forældreparret med en sådan indlevelse, at det næsten ikke er til at fatte. Deres dejlige søn spilles med knugende intensitet. De to psykopater udfylder rollerne som gennemførte psykopater perfekt.

Skrækindjagende
Mage til skrækindjagende psykologisk gyser finder man stort set ikke, og Michael Hanekes bud placerer sig i den absolutte top.