Lost Highway (1997)

I David Lynchs film hersker ofte et storslået mystikunivers, hvor intet er givet, og alt kommer som en overraskelse. "Lost Highway" er ingen undtagelse, man kastes lige ud i det og kan ikke give slip før længe efter sidste filmglimt.

Intens & gribende
Filmen er intens og gribende i sin lækre fotografering, hårdnakket konsekvente lyssætning og fabelagtige klipning. Samtidig pumper Angelo Badalamentis musik og tilfører filmen puls og nerve, farligt godt kombineret med særprægede popnumre og absurde lyde.

Koncentrationskrævende
Historien kræver - ikke overraskende - dyb koncentration og fordybelseslyst. Man må selv tænke, intet får man forærende. Løsningsmodellerne og forklaringerne på de mystiske begivenheder er mange, men måske er der en blandt de mange, der er mere gældende.

Barskt & uforklarligt
Historien drejer sig om jazzmusikeren, Fred Madsion (Bill Pullman i en kraftpræstation), og mekanikeren, Pete Dayton (spillet af den talentfulde Balthazar Getty). De to mænds tilværelser vikles på ganske barsk og uforklarlig vis ind i hinanden. En mystisk mand kæder skæbnerne sammen med sin absurde fremtræden, men helt hvorfor og hvordan må man selv arbejde sig frem til en forklaring på.

Hele følelsesspektret
Det er skønt med film, der kan kombinere god underholdning med et krav om tankevirksomhed fra publikum. Det er David Lynch mester i. "Lost Highway" er en rå blanding af vold, gys, humor og erotik, derfor er der gode muligheder for at nå hele følelsesspektret igennem.

Overbevisende skuespil
Alle skuespillere er meget overbevisende, men helt særlige præstationer leverer den mystiske mand, Robert Blake, med sit blegklamme fjæs og iskolde udstråling. Robert Loggia har sit livs rolle som gangsteren, Mr. Eddy, en unik sammensætningsperson med meget kort lunte. Patricia Arquettes dobbeltpræstation er selvlysende, Bill Pullman er næppe set bedre, Balthazar Getty overbeviser og Gary Busey har en fin birolle som Petes far.