Spider-Man (2002)

Sammenhængende film:
Spider-Man (2002)
Spider-Man 2 (2004)
Spider-Man 3 (2007)
The Amazing Spider-Man (2012)
The Amazing Spider-Man 2 (2014)

Spider-Man: Homecoming (2017)

Spider-Man: Far from Home (2019)

Der er næsten tale om deja-vu, når man ser Sam Raimis "Spider-Man". Hvis ikke det lige var fordi, de visuelle effekter var så trendy og tidssvarende, kunne man med rette tro, at her var tale om Superman (1978) i en temmelig forkølet genindspilning.

Ligner Superman meget
Selvfølgelig ligner heltetegneserierne hinanden, men derfor behøver man vel ikke også at kopiere lige nøjagtig de samme egenskaber til hver eneste filmatisering. "Spiderman" ligner "Superman" så meget - som historie og som film - at det næsten er lidt komisk. Snart får vi vel "Stålanden" at se i en lignende standardiseret historie, hvor stort set intet kommer som en overraskelse.

Mobbet studienørd

Tobey Maguire spiller hovedrollen som den uheldige, mobbede studienørd Peter Parker, der har et godt øje til sin medstuderende Mary Jane. Men det er svært at gøre indtryk, når man ikke er så fiks.

Bidt af edderkop
"Heldigvis" bliver Peter Parker bidt af en edderkop. Inden længe får han overnaturlige kræfter: Han bliver en kæmpeedderkop i menneskeskikkelse. Han kan klatre op og ned ad stort set alt, han kan springe og svinge sig i sine egne hurtigtspundne lianer, og - næsten vigtigst af alt - han kan gøre indtryk på damerne bag sin heldragt af stramt polyester.

Ikke lutter lagkage
Men alt er ikke lutter lagkage. Ondskaben personificeres nemlig som følge af en forskers selvcentrerede projekt, og nu kommer Spider-Man op imod en meget kraftfuld modstander i skikkelse af en velindpakket Willem Dafoe. Bare det nu går. Filmen begynder sjovt og spændende, men man fornemmer hurtigt, at scenografien og effekterne slet ikke står mål med forventningerne.

Skuffende
Det er således meget skuffende, at vi så at sige sidder model til en tegneserie med et par filmiske kulisser. Det er faktisk samme virkemidler, som vi var vidner til i "Superman", her var kulisserne bare mere acceptable på grund af datidens tekniske standarder.
 

Slibrige helteklichéer

Kulisser og studieoptagelser sætter således dagsordenen i actiondelen. Man kunne så håbe på mere ægthed og engagement i den mere menneskelige del af historien, men den drukner i fuld figur i slibrige amerikanske kærligheds- og helteklichéer, der kun giver gåsehud på den forkerte måde.

Hele armen
Skuespillerne giver den hele armen. Bedst er Peter Parkers tante og onkel, spillet af henholdsvis Rosemary Harris og Cliff Robertson. Et sekund inde i filmen udbryder man: "Nåh, endnu en film med musik af Danny Elfman" - musikken er så typisk Elfman, at den er mere end trættende at høre på. Hollywood for fuld udblæsning - kort og godt.