Mulholland Dr. (2001)

David Lynch er tilbage i sit rette mystificerende element med denne ubeskrivelige og uforklarlige film, der er nærved hypnotiserende i perioder. Raffineret, gribende og psykologisk-dramatisk gennem knap 2½ time.

Svær at genfortælle
Handlingen kan som bekendt være svær at genfortælle i Lynchs film: En kvinde overlever en bilulykke. Da hun vågner op, har hun glemt, hvem hun er, men hun får hjælp fra en ung skuespillerinde.

Mystik
Hele sagen er uforklarlig og kædes sammen med en sideløbende historie om en filminstruktør, der på mystisk vis bliver tvunget til at vælge en bestemt kvinde til filmens hovedrolle. Om historierne får en mening er op til den enkelte at vurdere.

Et underfundigt bekendtskab
Fra dansescenerne i begyndelsen til de sidste strejf er "Mulholland Dr." et underfundigt bekendtskab. Der er mere humor som supplement til mystikken end nogensinde før hos Lynch, og det gør "Mulholland Dr." til noget ganske særligt i hans produktion.

Birollerne er de store vindere
Birollerne er filmens store vindere på skuespillerfronten. Hvor hovedrollerne har en tendens til at blive lidt for "normale", finder man i birollerne det vanvid, der længe har været Lynchs hofret.

Vanvittige islæt
Således er brødrene Castigliane, et fuldstændig vanvittigt islæt omkring bordet med den unge instruktør, spillet med genial karakterstyrke af Dan Hedaya og filmens komponist Angelo Badalamenti. Den stakkels tjener, der skal servere en espresso, spilles perfekt af Tom Morris. Den mystiske mand, "Cowboy", der giver ordrer til den sagesløse instruktør i ødemarken, underspilles med eftertryk af Monty Montgomery, mens instruktørens kones elsker, Gene, er vidunderlig i Billy Ray Cyrus' naivt-logiske fremstilling.

Kræver fuld koncentration
"Mulholland Dr." kræver ekstrem tankevirksomhed og koncentration - det er altid skønt med en film, der giver mere end bare tjuhej og standardreplikker. Man kan komme gevaldigt i tvivl om meningen med det hele. Man kan derfor med fordel se filmen flere gange.

Gribende stemninger
Hele stilen i filmen, den fløjlsbløde fotografering, den eminente klipning, de sofistikerede lyssætninger er selve filmens hjerte. Der er herfra følelserne pumpes ud i de kringlede årer - på en sådan måde, at man hele tiden er grebet af stemningen.

En halv time for lang
Et af de få lidt ærgerlige træk ved filmen er, at den er omtrent en halv time for lang. Historien vinder ikke noget ved denne ekstra tid, minutterne kommer i stedet til at føles for lange, og handlingen er ind imellem nær ved at strejfe det banale.

Stærkt musikalsk bidrag
Angelo Badalamenti har endnu engang komponeret overbevisende musik, der sammen med David Lynchs egne musikalske bidrag giver "Mulholland Dr." et unikt lydbillede, der i stil følger mange af Lynchs tidligere kunstværker.