Her Alibi (1989)

    En forfatter ser alle tiders chance for at hente inspiration til sin nye bog, da han møder en smuk ung rumænsk kvinde. Men hun er nu meget hemmelighedsfuld.


    VELOPLAGT OG UHØJTIDELIGT

    En visuelt flot komedie, der har mange gode kort på hånden - og spiller dem forrygende.

    Samspil slår gnister
    Samspillet mellem Tom Selleck og Paulina Porizkova slår gnister af veloplagthed, og det smitter af på hele filmen, så den fremstår som én stor humørbombe - til glæde for tilskueren.

    Skriveblokering
    Selleck spiller forfatteren, Phil Blackwood, der har svært ved at finde inspiration til sin nye roman. Men han øjner chancen, da han en dag i retssalen spotter den smukke unge rumænske pige, Nina.

    Hemmelighedsfuld pige
    Phil sørger for at komme ind på livet af den smukke Nina, men hun er ikke typen, der åbner sig med det samme. Det hemmelighedsfulde giver dog kun yderligere stof til Phils roman, som han skriver sideløbende med, at han lærer Nina at kende.

    Herlig dobbelteffekt
    På raffineret vis læser Phil op af sin bog, mens begivenhederne går sin gang. Det giver en herlig dobbelteffekt og er ikke så lidt morsomt (især når Phil lader romanens hovedperson opnå alt det, som han ikke selv kan i virkeligheden).

    Underfundig blanding
    Filmen rummer en underfundig blanding af hyggelig charme og absurd komedie, og denne kombination gør "Her Alibi" levende og overraskende - med en spænding omkring, hvad der mon sker omkring det næste klips hjørne.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1989, USA, Komedie, Krimi, 95 min.

    Dansk titel: Falsk alibi
    Instr: Bruce Beresford Prod: Keith Barish Manus: Charlie Peters Foto: Freddie Francis Klip: Anne Goursaud Mus: Georges Delerue