The Presidio (1988)

    En militærmand og en politibetjent, der ikke kan udstå hinanden, tvinges til at arbejde sammen i en penibel sag.


    ACTION MED BUND I

    Her møder magten sin overmand, når korruptionen skal afdækkes. "The Presidio" går i flæsket på en banal sag med en ilter entusiasme, der skaber smidige og interessant filmede actionscener.

    Hårdhudet alenefar
    Bag det rå ydre gemmer der sig en historie af anderledes menneskelige dimensioner, og den hjælper til at gøre filmen slugbar: Sean Connery spiller den hårdhudede alenefar, Ala Caldwell, der ikke tillader sin voksne datter hvad som helst.

    Anstrengt forhold
    Ikke desto mindre er politiagenten, Jay Austin, ude efter den smukke datter, og det er ikke noget, Ala er glad for. Han har nemlig gennem tiden opbygget et mere end almindeligt anstrengt forhold til den unge betjent. De to bliver nu nødt til at samarbejde i jagten på skumle bagmænd - og det kommer ikke til at gå stille af sig.

    Barsk og tempofyldt
    Filmen er barsk og tempofyldt og bærer præg af instruktør og fotograf Peter Hyams’ særdeles veludviklede æstetiske sans. Både action og "hjemmehygge" er filmet og komponeret med en betagende timing, og det højner filmen en ekstra tand. Der er hæsblæsende biljagter gennem San Franciscos bakkede gader, som man kun kan nyde og applaudere.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1988, USA, Action, Krimi, Mystik, 97 min.

    Dansk titel: Gerningsstedet
    Instr: Peter Hyams Prod: D. Constantine Conte Manus: Larry Ferguson Foto: Peter Hyams Klip: Diane Adler, Beau Barthel, James Mitchell Mus: Bruce Broughton