How Heavy This Hammer (2015)

Hammeren slår hårdt, når historien om den overvægtige Erwin skal fortælles. I hvert fald lagt i hænderne på instruktør og manuskriptforfatter Kazik Radwanski, hvis tilgang og fortællestil sender pilen i bull’s eye med kyndig og velovervejet præcision.

Ude af balance
Erwin er far til to drenge og godt gift, men der er mange ting, der ikke rigtig er i balance i hans liv. Ud over at tvangsspise er han også dybt afhængig af computerspil, og han sidder ofte i timevis foran skærmen uden egentlig interesse for, hvad der sker i familien.

Lever livet hårdt og usundt
Han lever med andre ord livet hårdt og usundt, sover dårligt om natten og falder til gengæld i søvn i løbet af dagen, gerne midt under oplevelser, hvor han ellers burde have været en nærværende far for sine sønner.

Fare for udtalt apati
Da hans kone tillader sig at opfordre ham til at lægge livsstilen om, bliver han så irriteret, at han "flytter hjemmefra". For Erwin kan ikke undvære sin friturestegte mad, sit computerspil og sin frihed til at tage sin en lur, hvornår det end passer ham. Men Erwins valg er næppe klogt, og han er i endnu større fare for at køre helt af sporet og havne i udtalt apati.

Udtryksløst optaget
"How Heavy This Hammer" indledes med rolige og fokuserede billeder af Erwin, der er udtryksløst optaget af sit computerspil. Scenerne af netop denne seance er gennem filmet ironisk akkompagneret af operaarie, ellers er vi helt fritaget for underlægningsmusik.

Håndholdt æstetik
Og den omtalte ro og fokusering er bestemt heller ikke filmens generelle visuelle stil. Tværtimod er resten af handlingen en udtalt søgang af håndholdte og rystede billeder af varieret skarphed og beskæring, ofte med hurtige panoreringer i stedet for klip – i stil med Lars von Triers yngre eksperimenter.

Insisterer på nærbilledet
Disse urolige billeder opstår blandt andet, fordi Kazik Radwanski insisterer på nærbilledet som filmens forkromede styresystem: Ægtheden opnås ved at gå helt tæt på, og nærbillederne understøtter filmens bundærlige syn på menneskeligt nærvær og i særdeleshed manglen på samme.

Taktil nærhed
Nærheden bliver hermed nærmest taktil, fordi Radwanski i kompromisløshed aldrig afviger fra formlen. Erwin, konen og de to sønner brænder sig fast på nethinden i på én gang grynede og smukke billeder, hvis kompositioner oftest opleves som tilfældige.

Frie rammer til ægte nærvær
Erwin Van Cotthem spiller sin forspiste bagdel ud af bukserne, næsten uden at spille. For det virker helt tydeligt som om, skuespillerne har fået helt frie rammer i tilnærmelsen af familielivets forfald i det manglende nærvær. Det mærkes også på drengene, hvis ægthed og indlevelse i farens fravær stråler ud af øjnene.

Ægthed som bærende konstruktion
Ud over den omtalte operaarie er filmen musikmæssigt tavs. Her er heller ikke nogen form for konstrueret lyddesign. Billedet på ægthed og nærvær er fuldendt som filmens bærende konstruktion.