Les rois du monde (2015)
En temperamentsfuld eksfange kommer på gaden og sætter alt ind på at genvinde sin gamle kærlighed. Men fornuften har han parkeret i fængslet.
RETNINGSLØST
Teaterinstruktøren Laurent Laffargue har hér kastet sig over filmmediet og har samlet en lille vifte interessante skuespillere til at agere amourøse skydeskiver i et umiddelbart tilforladeligt trekantsdrama.
En massiv betonklods
Men at Laffargue kommer netop fra teaterscenen skal snart vise sig at blive mere end en massiv betonklods om filmoplevelsen. Tilgangen til alle filmmediets fortælleformer emmer af det teatralske og indhyller scenerne i en tung tåge af det fortænkte og manierede.
Temperamenter i kog
I den lille sydvestlige landsby Casteljaloux er den temperamentsfulde Jeannot kommet ud af fængslet med kun én dagsorden: Han vil vinde sin gamle kærlighed Chantal tilbage, og dét for enhver pris. Det kommer rivalen Jacky til at mærke på egen krop. For selvom han er byens ukronede konge og midtpunkt med en velbesøgt slagterbutik, skal Jeannot vise sig at være en ualmindelig svær tyr at slagte.
Filmet teater
"Les rois du monde" er groft sagt mest at betragte som filmet teater. Det er i hvert fald tydeligt, at teaterdramaturgien har været Laffargues ønskede udgangspunkt i alt fra skuespil til kulisser. At filmen så rent faktisk foregår on location i sydfransk idyl er den eneste formildende omstændighed, for det havde måske ligget mere naturligt for at sætte det hele op med tapet som baggrund.
Ekstremt langtrukken
Regulære og ekstremt langtrukne teatersekvenser indgår så til gengæld i filmens handling, da den eftertragtede Chantal er instruktør på det lokale amatørteater. Her tvangsindlægges tilskueren til i hvert fald en håndfuld seancer, der har en varighed, der føles som fem onde år. Det er fyld i stil med sang- eller dansescener i gamle danske folkekomedier.
Ufokuseret fortællestil
Der springes ubegribeligt meget rundt i stil, stemning og handling. Det ene øjeblik er man tilskuer til landlig idyl med smukke solsikkemarker, et andet er der dømt værtshusslagsmål, et tredje det omtalte amatørteater uden nogen form for betydning for handlingen, et fjerde kurmageri med roser som en rød løber gennem de sydfranske gyder.
Bundløs jalousi
Nogle af de enkeltstående stemninger fænger, men kun kortvarigt, for der dvæles aldrig undervejs. Laffargue er hele tiden på vej videre til næste spektakulære handlingsudvikling, konstant omgærdet af alkoholisme, utæmmelig vold og bundløs jalousi.
Grimt og forhutlet
I hele denne forhutlede og grimme misère henstår ellers normalt dygtige Sergi López som pinligt overspillet, måske fordi spillet syner af fremprovokeret teatralsk overspil. Eric Cantona er i bedste fald ualmindeligt kedelig som rivalen Jacky, der som "den normale mand" i filmen forsvarer Chantal med hud og hår.
Ud over afgrunden
Hen imod den afsluttende scene står det for alvor klart, at "Les rois du monde" kører helt ud over afgrunden. Nok er der komiske træk gennem hele handlingen, særligt fordi trekantsdramaet er så ynkværdigt, men det tragikomiske i den tiltænkt overrumplende slutning er langt fra balanceret.
Uskønne kaskader
Musikken af Joseph Doherty kastes op og falder ned i uskønne kaskader gennem hele filmen. Endnu et tegn på manglende situationsfornemmelse – og i det hele taget sans for filmdramatisk retning.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2015, Frankrig, Action, Komedie, Drama, Romantik, 100 min.
Dansk titel: The Mad Kings- Sergi López (Romain)
- Eric Cantona (Jacky)
- Céline Sallette (Chantal)
- Romane Bohringer (Marie-Jo)
- Victorien Cacioppo (Romain)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation