Love Actually (2003)

Et par timer i selskab med Hugh Grant og company i en komedie kreeret af folkene bag Bridget Jones's Diary (2001) - så kan man da ikke gå helt galt i biografen?

Uudholdelig slutfase
Nej, ikke hvis man kunne have nøjedes med filmens første 90 minutter. Så havde "Love Actually" actually været til at holde ud. Men filmens slutning, der altså varer mere end 50 minutter(!) er så ganske uudholdelig, at det i bogstaveligste forstand er til at brække sig over.

Hotte skuespillere
En hel perlerække af hotte skuespillere tørner sammen i en sprælsk komedie, hvor kærlighed er det eneste tema. Forviklinger på kryds og tværs, op- og nedture, forkvaklede typer og smarte typer, kærlighed ved første blik, had ved sidste blik. Det hele er med.

Sund humor i starten
Filmen rummer faktisk en serie udmærkede grin i de første halvanden time. Ganske uforpligtende og med sund humor: I denne gode periode er Hugh Grant (igen igen igen igen) kærlighedens store charmør, dog her i afskygning af Storbritanniens statsminister. Flere sidetemaer byder sig til, de fleste med begrænset succes. Men dog udgør filmen et udmærket hele på trods af de mange spring mellem et hav af personer.

Mareridt af dimensioner
Inden vi når til filmens omtalte "selvmord", har vi således haft det middelmådigt morsomt - og så måtte filmen egentlig gerne være slut. De resterende 55 minutter er et mareridt af dimensioner. For at spare Dem for alt for mange linjer, kan filmens sidste 55 minutter beskrives ganske kortfatter: Værsgo og skyl.