Krámpack (2000)

    To venner tilbringer en dejlig sommer sammen i Spanien. Den ene vil gerne miste sin mødom, mens den anden er mere interesseret i vennen.


    DEN UNGE KÆRLIGHED

    Langt væk fra de fleste amerikanske teenagekomedier dukker denne lille spanske hjerteknuser af en film op. "Krámpack" er historien om vennerne, Dani og Nico, der mødes hos Dani, mens hans forældre er bortrejst.

    Fortrængte lyster
    Nico er fast besluttet på at miste sin mødom dén sommer, hvorfor han kredser endog særdeles interesseret om de lokale piger. Dani er til gengæld meget interesseret i Nico, men homoseksualiteten bliver aldrig direkte indrømmet.

    Skjulte følelser
    Som nogle teenagerdrenge har for vane, taler Nico og Dani meget om sex, og de udfører også "Krámpacks" på hinanden, dvs. et "håndjob". Dette nyder Dani selvsagt mere end Nico - men følelserne holdes hen i det skjulte.
     

    Homoseksuel fascination

    Følelserne bliver dog svære at skjule i længden, men Dani finder en smule trøst hos en noget ældre forfatter, der også viser sig at være bøsse og er fascineret af den unge lyshårede knægt.

    Åbenhjertig & troværdig
    "Krámpack" er beundringsværdigt ægte i hele sin udstråling og fortæller sin historie meget åbenhjertigt og troværdigt.

    Spirende seksualitet
    Der ligger en fascinerende styrke i skildringen af de to drenges spirende seksualitet. Begge spiller uden hæmninger og fortolker flot det bramfri manuskript og dets noget pikante detaljer (selvom vi ikke ser noget decideret uartigt).

    Bevægende skildring
    De homoseksuelle strømninger får lov at ligge lige under overfladen men er klart filmens dominerende tema. Det er både stærkt og bevægende skildret i en blanding af friskhed og alvor af sjældent set intensitet.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2000, Spanien, Drama, Romantik, Teenagere, Homoseksuelt tema, 90 min.

    Dansk titel: Nico og Dani
    Instr: Cesc Gay Prod: Marta Esteban, Gerardo Herrero Manus: Tomás Aragay, Cesc Gay Baseret på: Skuespil af Jordi Sánchez Foto: Audreu Rebés Klip: Frank Gutierrez Mus: Joan Díaz, Jordi Prats, Riqui Sabates
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CAN - Special Award of the Youth