The Passion of the Christ (2004)

Mel Gibson har i de senere år vist sider af sig selv, der ligger meget langt fra de pjattede actionroller, som han levede højt på i lange tider.
 

Selveste Jesus i fokus

Som instruktør har han markeret sig kraftigt. Braveheart (1995) løb med de mest prestigefyldte Oscars, og nu er han tilbage som instruktør med filmatiseringen af Jesus' sidste pinefulde tid fra tilfangetagelse til korsfæstelse.

Stærk & barsk
"The Passion of the Christ" er en meget stærk og barsk skildring af Jesus' lidelser. Det er tydeligvis Gibsons ambition at forme et råt og ucensureret billede af de historiske hændelser.

Fire lange sekvenser
Filmen består reelt af fire lange sekvenser: Tilfangetagelsen, tortureringen, vandringen med korset og korsfæstelsen. Vi skal ikke være i tvivl om omfanget af gruen, derfor pensles den ud i en grad, der ind imellem grænser til det ubærlige.

Torturscener uden ende
Jesus led, og som tilskuer kommer man virkelig til at lide med ham, når Mel Gibsons torturscener toner frem og ikke vil stoppe igen. Det er barsk - man kommer tæt på og får fortalt historien uden omsvøb. Alle taler hæbraisk i filmen, hvilket giver et plus til troværdigheden. Det ville bare ikke gå, hvis Jesus og alle de andre talte ’amerikansk’.

Underminerende musik
Til gengæld er John Debneys filmmusik så amerikansk og Hollywood'sk, som det næsten overhovedet er teknisk muligt - og det underminerer stemningerne i en sådan grad, at hele det historiske univers somme tider går fløjten.

Flot kulisse
James Cabiezels præstation som Jesus er meget overbevisende, ligesom det er lykkkedes Mel Gibson at skabe en utrolig flot kulisse om den makabre handling. Djævelens gæsteoptræden synes unødvendig.