The Pianist (2002)

    Den tyske besættelse af Polen oplevet af en virtuos pianist. Da hans familie er forsvundet i kz-lejren, må han kæmpe sin egen kamp for overlevelse.


    SMUK OG VOLDSOM

    Roman Polanski er tilbage i storform med denne dramatiske, virkelighedsnære skildring af en polsk jødes kamp for overlevelse under den tyske besættelse. Filmen er endnu et stærkt vidnesbyrd om 2. verdenskrigs rædsler, baseret på pianisten Wladyslaw Szpilmans bog - og dermed virkelige hændelser.

    Overbevisende spil
    Adrien Brody spiller overbevisende den dominerende hovedrolle som den virtuose pianist, Szpilman, der ligesom alle andre polakker må slippe hvad han har i hænderne, da tyskernes bomber falder i september 1939.

    På flugt mellem ruiner
    Sammen med sin familie må han følge besættelsesmagtens ordrer - langsomt men sikkert går vejen mod koncentrationslejrene. Skæbnen vil, at Szpilman bliver reddet i sidste øjeblik, og nu begynder en sej alenekamp for overlevelse, i evig skjul og på flugt mellem ruinerne.

    Rædlser uden omsvøb
    "The Pianist" skildrer krigens rædsler uden omsvøb. SS-soldaterne er overbevisende ækle, når de plaffer hjælpeløse jøder ned på stribe midt på gaden.

    Stemning & atmosfære
    Instruktøren Roman Polanski, der selv er født i Polen i 1933, nærer helt tydeligt stærke følelser for historien. Man kan ikke undgå at blive fanget ind af stemningen og atmosfæren. Der skabes et troværdigt tids- og situationsbillede gennem omhyggelig scenografi, special effects og velvalgte locations.

    Kamp for overlevelse
    Pianistens kamp for overlevelse bliver også tilskuerens kamp. Der bliver næsten tale om en sammensmeltning med den hårdt prøvede mand, og man lider i vid udstrækning med ham.

    Rædsel i øjnene
    Filmens intensitet er meget vedvarende, dog stærkest i første halvdel af historien, hvor personerne tegnes, og rædslen er malet i alles øjne.

    De store smil
    Hen mod slutningen hopper filmen lidt for meget på de store smils bølge, hvilket synes at være ude af balance med den ellers ubehageligt barske og forstenende spændende historie. Den virtuose og delikate fotografering er kræs for øjet, mens Wojciech Kilars originale filmmusik fint og tilpas diskret supplerer Chopins klaverværker på lydsiden.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2002, Frankrig, Polen, Tyskland, Storbritannien, Krigsdrama, Biografi, Musik, 142 min.

    Dansk titel: Pianisten
    Instr: Roman Polanski Prod: Robert Benmussa, Roman Polanski, Alain Sarde Manus: Ronald Harwood Baseret på: bog af Wladyslaw Szpilman Foto: Pawel Edelman Klip: Hervé de Luze Mus: Wojciech Kilar
    Priser
    • AA - Bedste skuespiller (Brody)
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • AA - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste film
    • AA - Bedste adopterede manuskript
    • CAN - Palme d'Or
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste skuespiller (Brody)