Bowling for Columbine (2002)
Hvad er det, der gør amerikanerne til et skydetosset folkefærd? Hvorfor dræbes der så mange flere med skydevåben i USA end i andre lande?
NÆSVIS DOKUMENTAR
Dokumentaristen Michael Moore stikker hér (igen) næsen i amerikanske samfundsforhold, som mange sikkert helst så ignoreret.
Velpolstret spørge-jørgen
Alvorlige spørgsmål trænger sig på hos den velpolstrede spørge-jørgen: Hvorfor er amerikanerne så skydetossede? Hvorfor har så mange et skydevåben i deres hjem? Hvorfor er USA klar topscorer i antallet af mord med skydevåben?
Uhyggeligt skuddrama
Et centralt tema i denne nærved to timer lange dokumentarfilm er det uhyggelige skuddrama på Columbine-gymnasiet, hvor to unge mænd en formiddag trængte ind og myrdede vildt og uhæmmet omkring sig med skarpladte våben. Med udgangspunkt i disse hårrejsende hændelser forsøger Michael Moore at komme et svar på sine spørgsmål nærmere, blandt andet ved at grave lidt i den amerikanske historie og våbenkultur.
Få afklaringer
Det er en dokumentar med stor granskende effektivitet, men det er forbløffende få afklaringer, som Moore når frem til. Med en direkte og noget anmassende stil, der kan synes både påtaget og krukket, borer han ind til sagens kerne.
Amerikansk om Amerika
Det største problem ved denne solide dokumentar er, at man ikke føler, man bliver meget klogere - ofte generet af den amerikanske måde, som Moore forsøger at afdække det amerikanske på.
Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2002, USA, Dokumentar, Krimi, Teenagere, 115 min.
Dansk titel: Bowling for Columbine- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AA - Bedste dokumentar
- BD - Bedste amerikanske film
- CAN - 55th Anniversary Prize
- CAN-N - Palme d'Or-nominering
- RB-N - Bedste amerikanske film